Nyt kort viser vej til frilufts-oplevelser i Skanderborg Kommune

Nyt Gratis kort guider dig til de bedste cykelruter, MTB-spor, vandrestier og nærliggende p-pladser i kommunen ‍

13. juli 2020, 09.55

Med et nyt friluftskort fra Skanderborg Kommune er det blevet lettere at få overblik over de mange muligheder for friluftsoplevelser i kommunen. Det nye kort fås på Skanderborg Kommunes biblioteker og i Naturstation Himmelbjerget. Er der noget, du savner, så send gerne dine inputs til info@greenways.dk, som står for indsamlingen af evt. kommentarer. På den måde kan kommende udgaver af friluftskortet blive endnu mere præcis og informativ, lyder opfordringen fra kommunen.

ry/galten/skanderborg De ligger derude i landskabet – alle de fine stier, ruter, madpakkehuse, broer og fortællinger. Og med et nyt friluftskort fra Skanderborg Kommune er det blevet lettere at få overblik over mulighederne. Kortet er netop udkommet og er en del af kommunens nye naturpolitik. Når det gælder oplevelser på cykel, viser kortet eksempelvis både områdets nationale og regionale cykelruter, Kulturringen, placeringen af MTB-sporene og bike-parken. Og de vandrende kan se både den 50 km lange tur rundt om Himmelbjerg-søerne og de små hyggelige ”Spor i landskabet”. Med udgivelsen vil kommunen inspirere til, at endnu flere kommer ud og får del i den friske luft og de gode naturoplevelser.

Oplevelser til lands og vands

- Skanderborg kommune er kendt for de store skove, søerne, Gudenåen, det bakkede landskab og landets højeste naturlige punkt i Ejer Bjerge. Hele området byder på en lang stribe friluftsaktiviteter til lands og til vands, og dem vil vi gerne øge kendskabet til, så endnu flere får lyst til at tage del. De mange friluftstilbud er jo også en af grundene til, at det er blevet attraktivt at bosætte sig i kommunen, siger borgmester Frands Fischer.

Friluftskortet er det første nogensinde, og Skanderborg Kommune håber, at brugerne vil være med til at udvikle kommende udgaver af kortet ved at sende deres kommentarer. Kortet er gratis og fås på bibliotekerne og i Naturstation Himmelbjerget. Det kan også downloades via kommunens hjemmeside.