
KJELLERUP Midtjysk Brand & Redning rykkede lørdag eftermiddag ud til en nedlagt landejendom på Østervandetvej i Kjellerup, hvor der var gået ild i et græsareal omkring ejendommen.
Beredskabet modtog alarmen klokken 14:32. Indsatsleder Jesper Hesselberg oplyser, at der var tale om et bål, der var løbet løbsk.
- Flammerne fik hurtigt fat i det tørre græs, og et græsareal på cirka 500-800 kvadratmeter blev brændt ned, fortæller Jesper Hesselberg.
Ejerne af landejendommen var til stede på adressen, da beredskabet ankom, og de var ifølge indsatslederen »en stor hjælp« i slukningsarbejdet.
- Der var rimelig styr på situationen, da vi ankom, så vores arbejde bestod mest i at slukke efter i kanterne, siger Jesper Hesselberg.
Slukningsarbejdet var overstået klokken 15.30.