Udnævnt til salgsdirektør i Silkeborg

Peter Nissen er glad for at arbejde i Danmarks outdoor hovedstad

16. april 2021, 11.30

Peter Nissen holder af naturen omkring Silkeborg, hvor han gerne løber sammen med kollegerne. Foto: Maria Amme

JOBNYT: Peter Nissen er udnævnt til salgsdirektør for nysalg hos den internationale data tracking virksomhed Trusted A/S i Silkeborg.

Han har bidraget til virksomhedens vækst og gode resultater siden 2019 med sin brede salgserfaring og store tekniske viden, senest i en rolle som Senior Sales Manager.

Han har tidligere arbejdet som Sales and Client Manager i webbureauet Makers i Randers samt haft bestyrelsesposter i TV 2 Østjylland og Erhverv Randers.

Peter Nissen bor i Hornbæk ved Randers og er 49 år.

- Jeg fylder år juleaften - men det er ikke derfor jeg hedder Nissen, siger han.

Han er gift med Ann Marie, og de har fire børn med en del år mellem sig, idet den mindste er Clara på 3, mens den ældste er Jacob på 24.

Fritiden går med sommerhus og så rejser familien meget gerne ud i verden.

- Og jeg løber så meget, fritiden tillader det - her er Silkeborg jo fantastisk, så jeg løber jævnligt med kollegerne, som gerne viser rundt i Danmarks outdoor hovedstads flotte løberuter og flotte natur. Og så cykler jeg også en del på både MTB og racercykel. Så jeg kommer også til at cykle på arbejde engang imellem, når vejret og lyset tillader det. MTL

Indlæser debat...