Åben og nysgerrig

Lilly Pedersen har boet det meste af sit liv i Ry

9. januar 2021, 09.00

Lily Pedersen er en positiv kvinde, der forstår at glæde sig over livet.

FØDSELSDAG: Lilly Pedersen, Ry, fylder 90 år mandag den 11. januar.

Lilly er født og opvokset i Hylke og kom til Ry som telefondame i sine unge år. Her blev hun gift med murer Viggo Pedersen, som hun delte alt med i 67 års ægteskab. Hun var i alle årene, hvor de drev murervirksomhed, ansvarlig for bogholderiet og regnskaberne samtidig med, at hun passede flere af byens børn.

Lilly er stadigvæk meget aktiv, og efter hendes mand faldt bort i 2019, er hun stadigvæk positiv og glædes meget over de mange gode år, de trods alt fik sammen.

Hun passer selv det store hus sammen med den elskede hund Sille, som også hjælper hende igennem de svære stunder, når de alligevel opstår.

Lilly er meget optaget af hvordan folk omkring hende har det, og hendes hus er ofte besøgt af hendes gamle venner og mange gode naboer, som hun sætter stor pris på og som altid holder hende skarp og opdateret på livet omkring hende.

Lilly følger også meget med i livet omkring sine tre børn, syv børnebørn og to oldebørn.

Tiden med corona har betydet begrænset social aktivitet, men så har Lilly holdt sig i gang med strikketøjet og en god krimi, gerne af hendes yndlingsforfatter, Liza Marklund.

Fødselsdagen vil kun blive fejret med den nærmeste familie, men med håbet om hun snart igen kan åbne hjemmet op for de mange, som med sikkerhed gerne ville have været med til at fejre hende på dagen. MTL