Lettet Fuglsang: Jeg var godt kørende

Den danske Astana-rytter kom tættere på førstepladsen i Giro d'Italia på torsdagens hårde bjergetape.

22. oktober 2020, 23.20

Der resterer tre etape af dette års Giro d'Italia.

BORMIO Jakob Fuglsang kom torsdag lidt over et minut tættere på førstepladsen i Giro d'Italia.

På den hårde bjergetape, hvor feltet blandt andet skulle over den stejle Stelvio-stigning, viste den danske Astana-rytter gode takter og hoppede fra 12.- til 6.-pladsen.

Fuglsang er nu 3 minutter og 59 sekunder efter den nye mand i løbets førertrøje, hollandske Wilco Kelderman (Sunweb).

- Flere af de andre klassementsfolk led et knæk i dag. Det gjorde jeg ikke, og det var godt for moralen, skriver Fuglsang i sin klumme i B.T. torsdag aften.

Han kom i mål som nummer fire på etapen, 1 minut og 25 sekunder efter vinderen Jai Hindley.

- Selvfølgelig havde det været fedt at sidde med helt fremme, men det var en lettelse at vise, at jeg godt kunne være med i dag. Jeg var godt kørende og kommer til at gå tilfreds i seng, skriver Fuglsang.

Danskeren har tre etaper tilbage til at hente yderligere tid i klassementet. Det bliver dog svært at gøre fredag, hvor der venter 258 mere eller mindre flade kilometer fra Morbegno til Asti.

Giroen slutter med en enkeltstart til Milano søndag.

/ritzau/