Leder: Nej, det er ikke en fejl ...

23. september 2021, 12.31

Foto: Jakob Stigsen Andersen

... at nogen har puttet en frisk Midtjyllands Avis i din postkasse.

Det er en torsdag i slutningen af måneden, og det er normalt ved de tider, at vi husstandsomdeler vores avis.

Nogen - har vi hørt - har troet, at der var tale om en fejlleverance og har næsten ikke turdet røre avisen.

Og hvem ved? Måske du endda kunne få lyst til at være tæt på os oftere end hver fjerde uge?

Hans Krabbe i dagens leder

Men det er ikke en fejl. Det er helt bevidst, at vi prøver at flirte med de borgere i Silkeborg Kommune, som ikke er iblandt de små 9000, der har et fast abonnement på avisen.

Der er ikke noget fikumdik i vores torsdagsgave til dig, der ikke normalt holder os. Det er såmænd bare fordi, vi synes, vi har så meget godt i os, som du burde kende til. Og hvem ved? Måske du endda kunne få lyst til at være tæt på os oftere end hver fjerde uge?

Det tør vi godt foreslå. Og lige nu mere end normalt. Den seneste opgørelse af læsertallene for landsdækkende og regionale og lokale aviser dokumenterer nemlig, at Midtjyllands Avis er i god form, målt på antallet af ugentlige læsere. I forhold til 2019-2020 er vi steget fra 36.000 ugentlige læsere til i dag 41.000 ugentlige læsere.

Og hvad så, vil nogen spørge. 5000 fra eller til, hvad gør det?

Det viser os, at vi ikke rammer helt skævt, når det kommer til at indfange det, folk i vores dækningsområde finder interessant. Og så er det gode tal at vise vores annoncører, som jo gerne vil have deres budskaber ud til så mange som muligt.

Kigger man på tallene for de landsdækkende aviser, går kun Weekendavisen frem. Studerer man de regionale og lokale dagblade, er der fremgang hos en håndfuld kolleger. Men størst er fremgangen for Midtjyllands Avis.

Den gode tendens kommer på et tidspunkt, hvor vi står foran en uhyre spændende tid frem mod valgene til byråd og regionsråd i november. Ud over at være festdage for demokratiet, er valgene også en slags juleaften for os medier, hvor vi sætter alle kræfter ind på at lave så ambitiøs og grundig en valgdækning som muligt. At opgaven så kommer på ryggen af gode læsertal, er blot yderligt motiverende.

Så er du allerede en god ven af huset, kan du roligt glæde dig til de kommende måneder, hvor vi stiller skarpt på det lokale demokrati og kampen om, hvem der skal være borgmester i Silkeborg - og andre steder - efter tirsdag den 16. november.

Finder du først nu ud af, at dagens Midtjyllands Avis hjemme hos dig ikke er en fejl, skulle du måske overveje at danse tæt med os. Om ikke de næste 40 år, så måske frem til årsskiftet, så du på et oplyst grundlag kan snakke med om KV21 hen over hækken.

Indlæser debat...