40-års jubilar og konkurrencemenneske

18. september 2020, 11.30

Hans Skøtt er en arbejdsom og hjælpsom kollega, der med sit gode humør er vellidt af alle hos AVK i Galten.

JUBILÆUM: Den 20. september kan Hans Skøtt fejre sit 40-års jubilæum hos AVK International A/S i Galten.

Hans Skøtt startede hos AVK International den 20. september 1980, hvor han blev ansat i det, der dengang hed CNC-afdelingen, og som i dag er en del af Bearbejdningen. Her har han været alle årene og passet det, der i daglig tale hedder Stangafdelingen.

Hans er gift med Charlotte, og tilsammen har de seks børn og to børnebørn. Han er et stort familiemenneske og elsker, når han kan samle hele familien - og helst til noget konkurrencepræget som for eksempel mountainbike, padel-tennis eller brætspil.

Charlotte og Hans bor i Skovby, og det er her, de nyder tiden med familien.

I fritiden er Hans Skøtt håndboldtræner for Silkeborg Voels U13 drengehold, hvor hans søn Villads også spiller. Han er en ivrig golfspiller, og da han var yngre, spillede han også selv både håndbold og fodbold. Og uanset hvilken form for konkurrence eller sport, han deltager i, gør det samme sig gældende: Han er et udpræget konkurrencemenneske, der bare ikke kan holde ud at tabe. MTL