Der er løbet meget vand i Gudenåen

27. maj 2019, 12.41

Foto: Jakob Stigsen Andersen

TANGE SØ Gudenåens forløb ved Tange er i konflikt med de forpligtelser, vi har taget på os på miljø- og naturområdet. Tangeværket er en spærring, som er i vejen for en mere levende og varieret natur.

Danmarks største vandløb er låst fast til en fortid med vandkraftværker, som vi mange andre steder i Danmark har forladt for længe siden.

Men intet er sket ved spærringen ved Tangeværket. Et skridt frem og et tilbage på lokalpolitisk plan, og stort set tavshed fra Borgen.

Vi er - på naturens vegne - så trætte af politikernes snegletempo. Og vi er så forundrede over, at der ingen debat er i denne valgkamp om Danmarks største vandløb. Mærkesagerne står ellers i kø i valgkampen. Men ingen mærker sagen om værkets omklamren af Gudenåen.

Skal der virkelig gå endnu fire år, hvor man på Christiansborg leger gemmeleg? Hvor kommunerne ved Gudenåen taler sig selv ihjel? Med Viborg Kommune som kommunen, der driver gæk med de andre.

Kunne der måske være en voksen til stede? Ikke siden Auken var miljøminister i sidste årtusinde har der været det. Naturen har nu ventet i mere end et århundrede.

Så har du, Jakob Ellemann-Jensen, noget i slutspurten til os, der gerne vil se en friere Gudenåen? Eller har en af jer socialdemokrater, som rækker ud efter ministerposten, noget at skyde med? Og hvad med I grønne partier, som finder jer i de store partiers strudsestrategi?

Vi ønsker os noget andet end nu, hvor I holder Danmarks største vandløb i en skruestik. Til skade for miljøet, til skade for biodiversiteten. Ja, vi kunne ligefrem imødekomme lokale klimaforandringer med en anden løsning ved Tangeværket.

I kunne som politikere jo starte med at vise mod. Tag ulden ud af munden og sig, hvad I mener om arrange- mentet ved Tangeværket i strid med vores forpligtelser overfor naturen. Gør I ikke det, må vi fastholde vores billede af en flok politiske tøsedrenge m/k.