Gentagne ture på balkon kostede al-Qaedas topleder livet

Al-Qaedas leder blev identificeret af efterretningstjenester på den balkon, hvor han senere blev dræbt.

Udgivet:02. august 2022, 09.02

Læsetid:2 minutter

Tidligere i år lykkedes det amerikanske efterretningstjenester at finde al-Zawahiris familie - hans kone, hans datter, og hans børnebørn. De var flyttet til et såkaldt sikkert hus i Kabul. Senere kunne de også identificere al-Qaeda-lederen i samme hus. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

WASHINGTON D.C. Det har krævet "tålmodigt, forsigtigt og ihærdigt" arbejde at finde og dræbe al-Qaedas leder, Ayman al-Zawahiri, i Kabul i Afghanistan.

Han havde gemt sig i årevis, men tidligere i år lykkedes det amerikanske efterretningstjenester at finde ham.

Det forklarer en højtstående embedsmand i præsident Joe Bidens regering, som giver et detaljeret indblik i USA's fremgangsmåde.

I flere år havde USA's regering været opmærksomme på et netværk, som støttede al-Zawahiri.

Og over det seneste år - efter USA's exit fra Afghanistan - havde man holdt tæt øje med indikationer på, at al-Qaeda skulle befinde sig i landet.

Tidligere i år lykkedes det så at finde al-Zawahiris familie - hans kone, hans datter, og hans børnebørn. De var flyttet til et såkaldt sikkert hus i Kabul.

Senere kunne efterretningstjenester også identificere al-Qaeda-lederen i samme hus.

I løbet af flere måneder blev efterretningstjenester mere og mere sikre på, at det faktisk var al-Zawahiri, som var til stede i huset. Det var, når al-Zawahiri i flere tilfælde befandt sig på husets balkon, at de kunne identificere ham.

Da de følte sig sikre på at have fundet frem til al-Qaeda-lederen, begyndte de i april at informere embedsmænd i den amerikanske regering om det. De informerede dernæst præsident Biden om udviklingen.

Da al-Zawahiri var identificeret, begyndte arbejdet med at undersøge husets udformning og finde ud af, hvordan USA kunne dræbe al-Zawahiri uden at ramme andre af beboerne.

Man ville være sikker på, at et angreb ikke ville ødelægge bygningen, og at civile ikke ville blive ramt under udførelsen af drabet.

De seneste uger har Biden mødtes med nøglerådgivere og ministre for at gå i dybden med, hvad den bedste fremgangsmåde ville være.

Den 25. juli indkaldte Biden de vigtigste ministre i sin regering og nøglerådgivere til en afsluttende orientering. Her drøftede de blandt andet, hvordan drabet på al-Zawahiri ville påvirke USA's forhold til Taliban.

Da alle emner var gennemdiskuteret, godkendte Biden et præcisionsangreb mod al-Zawahiri under den betingelse, at angrebet minimerede risikoen for civile tab.

Angrebet blev i sidste ende udført natten til søndag dansk tid via et droneangreb. Al-Zawahiri blev ramt og dræbt på den balkon, hvor USA's efterretningstjenester havde identificeret ham måneder forinden.

/ritzau/Reuters