Ældre borgere må nøjes med at vente på risten

Udgivet:06. februar 2023, 10.49

Læsetid:1 minut

Af Kaj Holst-Jørgensen. Gravmosevej 2 Virklund

1 måned siden

CAFÉORDNING Ældrerådet i Silkeborg Kommune har fyret halvanden dygtige, kærlige og omsorgsfulde medarbejdere i køkkenet på plejecenteret i Virklund (PLC) og barberet cirka 600.000 kr. årligt af budgettet.

Begrundelsen var, at disse besparelser kunne opnås ved at sløjfe en caféordning.

Det, at borgere udefra ikke længere kan komme og købe et måltid mad i forbindelse med et besøg på plejecentret, har imidlertid kun givet meget marginale besparelser i køkkenet, da gæster altid selv betalte for maden, og der jo alligevel skulle laves mad til beboerne.

Fyret personale og reduceret budget vil derfor nødvendiggøre, at der ikke mere købes så mange dyre økologiske varer, at maden ikke længere kan laves fra bunden på plejecentret, men at der i stedet må købes flere fabriksproducerede varer og sidst, men absolut ikke mindst, at der fremover ikke vil være så megen tid til kærligt nærvær og venlig service over for beboerne i forbindelse med måltiderne.

Forholdene er her efter bedste evne sat på vers. Melodi: Her står jeg hver aften på risten.

Her står jeg hver onsdag på tærsklen,

på tærsklen til lækker mad.

Jeg står her fordi ældrerådet,

har lukket caféen for mad.

De si’r de skal spare på penge,

men gør det kun på ve og vel.

For ældre bli’r livet så ringe,

at de næppe ønsked’ det selv.

De fyrede gode personer

og vil ikke se gæster mer’.

De fjerner massevis af kroner,

men ved ikke, hvad der så sker.

For rådet har dømt alle ude,

fra god hygge og fællesskab.

Jeg har nu mest lyst til at tude,

over mangel på lederskab.

Mens ældrerådet nedsvælger hvad de ikke kan se,

bliver vi beruset af ånden fra PLC.

Indlæser debat