Lokale erhvervsfolk får hæder

Kjellerup VVS og ejerlederne af Dacapo Stainless og Topas Explorer skiller sig ud og får rosende omtale

13. oktober 2020, 13.24

Kjellerup VVS har flyttet sit hovedsæde til Silkeborg. Her er det ejer Claus Egholm og næste generation, sønnen Mathias Egholm Bendz. Foto: Martin Ballund

SILKEBORG Tre midtjyske ejerledere har fået en ekstra god oktober.

Kjellerup VVS i Silkeborg har fået titlen »Succes-virksomhed 2020« af Spar Nord og BDO Danmark. Et krav for at få prisen er vækst i resultatet de seneste fem år.

Spar Nord og BDO Danmark hylder hvert år 1000 af dansk erhvervslivs mest succesfulde virksomheder, som har udmærket sig ved at skabe solide resultater og udvikling både lokalt og i dansk erhvervsliv.

I september blev prisen også tildelt Mascot International i Pårup.

Nytænkning i krisetid

PwC, Nykredit og Dansk Erhverv hylder ejerledere i en krisetid, og i Midt- og Østjylland bliver tre ejerledere fremhævet for at inspirere i en vanskelig tid for mange.

En af de fremhævede er Kristian Sylvest fra Dacapo Stainless. I begrundelsen lyder det:

»Under covid-19-krisen har Kristian udvist meget stærkt lederskab blandt andet med baggrund i læring af finanskrisen, ved at rykke helt tæt på organisationen under krisen. Dacapo har endvidere vendt de ændrede markedsvilkår til en fordel og har blandt andet udarbejdet mere end 100 animationsfilm til at beskrive alle produkter, da fysiske fremvisninger og uddannelse af kunder ikke længere var muligt. Den øgede digitalisering og digitale interaktion med kunderne betød, at Dacapo har opnået stærkere kunderelationer og vundet markedsandele under krisen«.

Også Jørgen Sølvsten Nielsen fra Topas Explorer Group ApS i Ry bliver fremhævet. Her lyder ordene:

»Med den globale nedlukning i marts 2020 måtte Jørgen reagere hurtigt med tilpasning og omstilling af organisationen. Dette medførte at alle skulle på en udstationering på tre måneder, hvor flere tog til Grønland for at hjælpe på hotellerne og skibene uanset sædvanlig jobbeskrivelse og titel. Jørgens evne til at omstille koncernen viser et stort lederskab og eksekveringsevne«, lyder det.

Den sidste fremhævede ejerleder er Claus Wann Jensen fra Luxion ApS.

Dacopo Stainless er en af de mest succesrige Silkeborg-virksomheder. Dacapo fik også Erhverv Silkeborgs erhvervspris 2020. Foto: Martin Ballund