Nytårskoncert i Arena Midt er udsat

Arena Midt mener ikke det er forsvarligt at gennemføre nytårskoncert 22. januar.

6. januar 2021, 10.18

KJELLERUP Som følge af den nationale nedlukning af stort set hele landets kulturarrangementer, har Arena Midt og Old Boys Big Band i fællesskab besluttet at udsætte årets nytårskoncert i Kjellerup.

Selv om nedlukningen måske ophæves den 18. januar, har vi alligevel valgt ikke at gennemføre det store arrangement blot fire dage efter, fortæller centerchef Anders Hartvig, der skal holde hele huset lukket til og med 17. januar.

- Det er gået fint med billetsalget, men at samle 250 mennesker giver ingen mening, som situationen er nu, hvor vi bare er nødt til at respektere regler og anbefalinger fra regering og sundhedsmyndigheder.

Udsættelse

Det er et år siden, at arrangementet blev aftalt, og der er ikke tale om en aflysning. Kun udsættelse, fortæller Hans Holm fra bigbandet.

- Når vi bliver klogere på situationen, og måske er blevet vaccineret, så finder vi en ny dato, og inviterer på en forårskoncert, eller en sommerkoncert i stedet.

Alle der har købt billet har fået tilbud at få pengene retur. Man kan også afvente, og se om den nye dato passer. Under alle omstændigheder, er der ingen risiko ved at beholde billetten lidt endnu. Man kan altid få sine penge retur, slutter Anders Hartvig.