Kronprinsen kommer til Silkeborg for at løbe eventyrløb
Kronprins Frederik debuterer i weekenden som »adventure racer«, når Yeti Adventure Challenge Silkeborg afvikles fredag og lørdag
Udgivet:27. august 2015, 10.59
Læsetid:1 minut
Kronprins Frederik debuterer i weekenden som »adventure racer«, når Yeti Adventure Challenge Silkeborg afvikles fredag og lørdag
Udgivet:27. august 2015, 10.59
Læsetid:1 minut
Kronprins Frederik kommer i mål til Ironman Copenhagen 2013. I weekenden løber han i Silkeborg-området. Polfoto
SILKEBORG De seneste to år har kronprins Frederik leget med tanken om at deltage i et såkaldt »adventure-løb«.
Nu skal det være. Debuten får han i Silkeborg.
- Han har prøvet meget, men aldrig et adventure race. Det er et scoop for vores løb og for Silkeborg generelt, at kronprinsen deltager. Det er ekstra fedt, at han tilmed vælger Silkeborg som det sted, hvor han skal prøve sig af i noget helt nyt, siger løbskoordinator Jesper Valbak, der personligt har talt med kronprinsen om hans deltagelse.
Yeti Adventure Challenge foregår fra fredag aften - med udgangspunkt i området omkring Papirfabrikken - til lørdag eftermiddag. I løbet af weekenden vil eventyr-løbet også bringe kronprinsen til blandt andet Himmelbjerget og Gjern. I tre forskellige klasser vil næsten 400 deltagere skulle løbe, cykle, ro, rapelle, svømme, skyde, klatre, rulle og rafte sig gennem naturskønne Silkeborg og omegn. Kronprinsen deltager i eliteklassen på et hold med to andre, og kan blandt andet se frem til at skulle rapelle ned ad Silkeborghus og rafte i stryget i Silkeborg.
- Det bliver et meget uforudsigeligt døgn for kronprinsen og de øvrige deltagere. Blandt andet på grund af kronprinsens deltagelse håber vi på mange publikummer, så de kan se den bedste side af adventure racing, konstaterer Jesper Valbak.