Midtjyske Meninger: Grantræet

25. november 2019, 13.26

Foto: Martin Ballund

Ude i Skoven stod der saadan et nydeligt Grantræ; det havde en god Plads, Sol kunne det faae, Luft var der nok af, ...

Sådan indledes H.C. Andersens eventyr om grantræet, der aldrig var tilfreds på trods af de muligheder og gode kår, det voksede op under. Lykken var altid et andet sted - i en anden tid. Det forstod ikke at leve i øjeblikket i den forstand, at det ikke havde evnen til at føle verden og glædes eller røres af alt det liv, vi jo alle er omgivet af. Som der står i eventyret: »Og Vinden kyssede Træet, og Duggen græd Taarer over det, men det forstod Grantræet ikke«.

Jeg har hørt dannelse defineret som den udvidede evne til opmærksomhed og indføling. Skal man tro avisens omtale af forløbet omkring slaget om »Carls Skov« på de såkaldte sociale medier, har der hos nogle været en ringe indføling og respekt for skovejerens planer med skoven, støttet af en forestilling om egne evner og ubegrænsede rettigheder.

Der blev blæst en raseriboble op fyldt med usande påstande, der hurtigt satte nogle mindre reflekterende typer i ophidset tilstand foran de blå skærme, hvor man ikke har øjenkontakt med levende mennesker. For det er her, i øjenkontakten, tilliden og troværdigheden stilles på prøve, og det har ikke noget med uddannelse og mange penge at gøre. Det handler om almindelig dannelse.

Heldigvis er Carl og Lise ikke vokset op i en tid forurenet af blålys, men i tæt kontakt med både skov og sø og levende mennesker, som man trygt kan se i øjnene. Så, mon ikke det går, alt sammen? Carl arbejder hårdt på, at der bliver sol, lys og luft i skoven med plads til alle og det hele. Brokhoveder, krager, mosegrise, børnehaver og eventyr.

Jeg har funderet lidt over, om ikke debatten, hvis den var ført gennem indlæg i MJA, havde set meget anderledes ud. Der ville have været en større ansvarlighed til stede, er min fornemmelse, fordi man her, sikkert uden at tænke over det, udleverer sig selv på en anden måde.

Ordene får krop ved det, at de er trykt med tryksværte på rigtigt papir. Man kan røre ved en papiravis. Man kan lægge den fra sig, og man kan lægge den til side til en anden. Det, at ordene får et materielt liv, at nogen rent faktisk kan røre ved dem, måske endda blive rørt, pålægger den skrivende et meget større ansvar.

Det er som en slags øjenkontakt. Den blå skærm, de sociale medier, er mere glemslens medie for dem, der ikke tør stå offentligt frem i en avis. Så hellere hyle med i ulveflokken - i en andens skov.