Nærdemokrati er noget værre bøvl - men der er ikke noget alternativ

8. august 2020, 08.23

LOKALRÅD På Silkeborg Kommunes hjemmeside kan man finde en beskrivelse af samarbejdet mellem lokalrådene og Silkeborg Kommune. Lokalrådet står beskrevet som kommunens faste dialogpartner i forhold til emner af generel interesse i lokalområdet. Kodeks for det nærdemokratiske samarbejde er: tidlig inddragelse, forventningsafstemning, dialog, koordinering, saglighed, kommunikation i øjenhøjde og synlighed. Alle gode intentioner. Jeg er sikker på at mange lokalråd kan finde eksempler på at ovenstående intentioner ikke efterleves. Lokalråd der ikke bliver inddraget tidligt og undervejs, eller at der ikke bliver koordineret rettidigt i et sagsforløb.

Jeg tror lokalrådene og kommunen helt oprigtigt gerne vil have samarbejdet til at fungere efter det kodeks der er aftalt, men det er så pokkers bøvlet altid at skulle inddrage. Det tager tid og man kan møde uenighed undervejs. Nogle gange kan jeg godt forstå at forvaltningen og politikerne glemmer samarbejdet for at få skred i den kommunale udvikling og sagsforløb. Problemet er bare at springer man lokalrådene over og derved de lokale borgere, så kan man ende med at stå tilbage med beslutninger, som af borgerne bliver oplevet som meningsløse - og hvad er det så værd.

Lad os i stedet bøvle med nærdemokratiet og bruge tid på at inddrage og involvere.