Sætter regeringen stadig velfærd først?

29. juni 2020, 12.51

SYGEHUSENE Regeringen sætter velfærd først, har vi utrætteligt hørt fra den socialdemokratiske regering. Igen og igen har Mette Frederiksen og co. bidraget til fortællingen om Socialdemokratiet som velfærdens vogter. Så sent som i maj bedyrede finansminister Nicolai Wammen (S), at coronakrisen ikke skulle koste på velfærden.

Det er en god ambition, som vi deler i Venstre. Under Venstres seneste regering mellem 2015 og 2019 blev sundhedsvæsnet styrket med 6 milliarder. Vi skal både passe på sundhedsvæsnet og de mange medarbejdere, som hver dag står klar til at hjælpe syge danskere. Hvis vi mener noget med vores velfærdssamfund, er vi selvfølgelig nødt til at prioritere et stærkt sundhedsvæsen.

Det gælder selvfølgelig også Aarhus Universitetshospital og deres mange dygtige medarbejdere. De finder lige nu ringe trøst i socialdemokraternes løfte om at sætte velfærden først. For tiden møder de ind til en amputeret vagtplan, hvor der både mangler en sygeplejerske i dag- og aftenskift.

Jeg tror, man skal være mere end almindeligt optimistisk for at tro, at en sygeplejerske i underskud ikke har nogen konsekvenser for kvaliteten af den velfærd, der udgår fra en sygehusafdeling. For slet ikke at tale om sygeplejerskernes arbejdsmiljø. Som om de ikke løb stærkt nok i forvejen.

Er det virkelig, hvad Nicolai Wammen mener med at sætte velfærd først? At akutmodtagelsen, skadestuen og traumecenteret på AUH skal gå en sygeplejerske ned for at spare penge?

Færre sygeplejersker på vagtplanen står i kæmpe kontrast til de 1000 ekstra sygeplejersker, Mette Frederiksen stillede danskerne i udsigt. Tomme ord sætter hverken danskernes eller sygeplejerskernes velfærd først.