Økonomisk ansvarlighed i den virkelige verden

8. juli 2020, 12.11

ØKONOMI Hans Okholm og Johan Brødsgaard har i et par læserbreve forklaret deres udgave af økonomisk ansvarlighed, som kort fortalt går ud på, at de politiske udvalg skal overholde deres budgetter. Min partikammerat, Lene Fruelund har efterfølgende gjort opmærksom på, at det er en underlig form for økonomisk ansvarlighed at vedtage nogle budgetter år efter år, som ikke kan rumme de nødvendige udgifter.

Den 2. juli gav syv tillidsrepræsentanter for sygeplejersker ansat i Silkeborg Kommune i en kronik et rigtigt fint indblik i hverdagen i den kommunale sygepleje.

»Hvordan kan det være, at der altid er røde tal på bundlinjen, når vores arbejdspres kontinuerligt er højt«, spørger de. »Vi bliver bekymrede«, fortsætter de, »når de (Sundheds- og Ældreudvalget) fortæller os, at der ikke er budgetteret med de mange opgaver, vi påtager os i forbindelse med den opgaveglidning, vi lige nu oplever fra regioner til kommuner«.

Byrådet har igennem flere år med åbne øjne vedtaget budgetter, som ikke dækker udgifterne på f.eks. sundheds- og ældreområdet. Det kalder de økonomisk ansvarlighed.

Okholm og Brødsgaard fremhæver endda Flemming Heiberg, som den eneste ansvarlige i udvalget. Den Heiberg som længe forsvarede den ulovlige måde, som besparelsen på de ældres rengøring fra hver anden til hver tredje uge foregik på. Enkeltstående fejltagelser kaldte han det, indtil det »uansvarlige« udvalg be-sluttede, at alle sager skulle gennemgås igen.

Er det den form for ansvarlighed, de to byrådspolitikere ønsker?

Eller vil de tage det politiske ansvar på sig, som tillidsrepræsentanterne efterlyser med spørgsmålet: »Hvad ønsker I at prioritere? Ønsker I hjemmesygepleje, der er med til at sikre borgere i Silkeborg Kommune gode forløb? Eller ønsker I, at hjemmesygeplejen skal levere brandslukning?«

Svaret burde være indlysende. Silkeborg Kommune er ikke en fattig kommune, faktisk en temmelig rig kommune, hvis vi ser på skattegrundlaget. Ligesom vi ikke ønsker discountløsninger for vores børn og unge, vil vi selvfølgelig ikke acceptere det for vores ældre, handicappede og socialt udsatte. Når vi taler om stadion, svømmecenter og andre idrætsfaciliteter, accepterer byrådsflertallet ikke discountløsninger. Der mangler heller ikke noget, når der skal lægges asfalt ud til bilerne, eller laves lysreguleringer, så de kan komme frem.

Okholm og Brødsgaard, I skylder de syv tillidsrepræsentanter (og alle de andre, der knokler hver dag på de borgernære velfærdsområder) et ordentligt svar på, hvordan jeres økonomiske ansvarlighed harmonerer med den politiske ansvarlighed, som de efterlyser.