Midtjyske Meninger: Sov godt

Af Inger Christensen Virklund

Da vi som unge holdt Jyllands-Posten i papirudgave, var det mit lod at få tildelt sektionen »Erhverv & Økonomi«.

Husbonden og sønnerne havde kastet sig over nyhederne, sporten og TV-programoversigten. Tilbage var så »Erhverv & Økonomi« .

Ikke lige min hovedinteresse, men nogle gange må man jo se at få det bedste ud af det.

Vanens magt er stor: I fredags kunne vi således læse i Midtjyllands Avis’ tillæg »Erhverv«, at det lokale firma Leander er gået fra ejerledet virksomhed til koncernejet. Stort interview med den nye direktør Michael Mendgaard-Holm.

Virksomheden fremstiller blandt andet vugger og senge til småbørn. Firmaet er mere end landskendt, og selv tvillingerne på Amalienborg har såmænd sovet så kongeligt og godt i Leander-senge, da de var små.

Som barn husker jeg min hvide »træk-ud«-seng, der kunne vokse i takt med barnet. Den var vist meget almindeligt dengang.

Sengen havde nu ikke noget efternavn, men den havde til gengæld den skavank, at dynen altid faldt ned på gulvet. Det havde min far råd for. To masoniteplader blev placeret mellem sengekanten og madrassen, så hverken dyne eller barn kunne ryge ud.

På indersiden af pladerne var der påklæbet illustrationer til Molbohistorierne. Jeg husker tydeligt det billede, der var ud for mit ansigt. Man så de tossede molboere bære deres kammerat på en dør ud i kornmarken for at jage en stork væk. Arrangementet var effektivt. Dynen faldt ikke ned, men jeg faldt til gengæld i søvn med de fine billeder i erindringen, inden jeg lukkede øjnene.

I midten af 1970’erne flyttede jeg som ung studerende til Silkeborg. Min mor ville gerne bekoste en seng til mig. Jeg var forudseende og bestemte mig straks for en dobbeltseng.

Hos Sofus Jørgensen/ Vellers møbelbutik fandt jeg det mest hotte, man dengang kunne forestille sig: En ægte kaneseng i fyrretræ og med sort sokkel. Den følger mig stadig, er trolig flyttet med til de forskellige steder i Silkeborg og omegn, vi har boet.

Madrasserne er selvfølgelig blevet skiftet ud nogle gange, men ellers er den i absolut god stand. Det kan godt være, at det i vores alder ville være rart at kunne få hovedet hejst op og benene bukket sammen via en fjernbetjening som børnebørnene så kunne lege med. Det kan godt være, at det ville være dejligt at vide, at man lå på specialsyede svenske madrasser, men det kommer ikke til at ske! Kanesengen har været en trofast følgesvend i de seneste 46 år.

Vi holder sammen, sengen og jeg.