Anklager anker dom til journalist for krænkelser mod børn

En journalist undgik forvaring, da han for få uger siden fik dom på tre år og seks måneder. Nu anker anklager.

Udgivet:25. november 2022, 12.27

Læsetid:2 minutter

/ Ritzau /

KØBENHAVN Anklagemyndigheden har besluttet at anke dommen i en sag, hvor en mandlig journalist er dømt for stribevis af krænkelser mod børn.

Det oplyser senioranklager Lise Møller Frandsen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Anklageren var i sagen gået efter at få idømt den 47-årige journalist forvaring, som er en tidsubestemt straf. Han blev i stedet idømt tre år og seks måneders fængsel.

Journalisten blev allerede i september kendt skyldig i stribevis af krænkelser mod børn, som kom i hans hjem. Han blev desuden kendt skyldig i krænkelser begået via internettet.

Når anklagemyndigheden anker dommen, betyder det, at sagen skal behandles ved Østre Landsret.

Ifølge Ekstra Bladet er det Statsadvokaten i København, der har besluttet at anke dommen fra Retten i Roskilde. Dommen er anket med det formål, at straffen skærpes. Det fremgår ikke, om anklageren igen vil gå efter forvaring.

Journalisten er blandt andet kendt skyldig i krænkelser, hvor ofrene har været piger mellem 4 og 11 år. Berøringerne karakteriseres som "andet seksuelt forhold end samleje" og er henført under straffelovens voldtægtsparagraf.

Men langt de fleste overgreb handler om blufærdighedskrænkelser, hvor journalisten har taget billeder af børn, som kom i hans hjem. Blandt andet mens han lod dem lege i et spabad.

Da han begik overgrebene, arbejdede han som journalist. Det gjaldt senest på Ekstra Bladet. Her var han ansat, da han i april 2021 blev anholdt.

Da han 14. november blev idømt en fængselsstraf stemte halvdelen af personerne i rettens nævningeting for at idømme ham forvaring. Den anden halvdel stemte for fængselsstraf. Når der er stemmelighed, er det den mildeste straf, der gives.

Forud for domsafsigelsen blev der under retssagen fremlagt en vurdering fra Retslægerådet. Den konkluderede, at journalisten udgør en væsentlig fare for samfundet. Fordi han er seksuelt afvigende og har narcissistiske træk.

Anklageren mente således, at det var nødvendigt at holde ham indespærret for at forhindre, at andre krænkes.

Foruden fængselsstraffen blev manden idømt et forbud mod at have børn under 18 år i sit hjem. Han skal desuden betale en tortgodtgørelse til ofrene.

Ifølge Ekstra Bladet har den dømte nu frem til næste uge til eventuelt at modanke. I byretten bad han om betænkningstid i forhold til spørgsmålet.

/ritzau/