Vi skal have løsnet op for situationen omkring plejehjem i Bryrup

31. juli 2020, 11.52

Foto: Jakob Stigsen Andersen

PLEJEHJEM Åbent brev til borgmester Steen Vindum, Silkeborg kommune, vedrørende plejehjemmet Birkebo i Bryrup.

Vi er som lokalområde rigtig glade for kommunalbestyrelsen budgetaftale fra 2018, som bevarer det lokale plejehjem Birkebo i Bryrup ved at sammenbygge Birkebo med Skovly.

På det møde, vi to havde for snart et år siden i direktionslokalet, talte vi om beslutningens udfordringen, at Birkebo skal placeres, der hvor Silkeborg Boligforening har 12 almene boliger på Egelyvej. Disse borgere skal inddrages og have et godt tilbud om anden bolig.

Efterfølgende kom beslutningen om 10 nye almene boliger i Bryrup. Lokalrådet blev inddraget i forhold til placering af disse boliger, og der blev foranstaltet dialogmøde mellem beboerne på Egelyvej, Silkeborg Boligforening og kommunes ældreboligafdeling.

Nu er denne proces afsluttet og de 9 beboere på Egelyvej har sagt nej til at flytte.

Lokalrådet Skovlandet og aktionsgruppen Bevar Birkebo har tirsdag aften den 28. juli 2020 drøftet denne situation. Vi tror på, at kommunen vil fastholde budgetaftalen om bevarelsen af Birkebo, men vi skal have løsnet op for den gordiske knude, vi lige nu er havnet i.

For at fremme dette vil vi foreslå, at du sætter dig for bordenden og inviterer lokalrådet, Aktionsgruppen Bevar Birkebo, beboerafdelingen Egelyvej, Silkeborg Boligforening, samt relevante repræsentanter fra kommunens forvaltningsområder til en fælles drøftelse.

Vi har to konkrete spørgsmål til dette møde:

• Kommunen har 6 ledige boliger på Birkelyvej (lige ovenfor Egelyvej), som har stået tomme i en del år. Hvorfor vil kommunen ikke gennemføre en renovering af disse boliger?

• Silkeborg Boligforening vil bygge 10 almene boliger på Kirkevej 5 A i Bryrup på 95-105 kvm. Hvorfor har boligforeningen ikke valgt også at give plads til boliger på 65-70 kvm?

Vores møde sidste år fik igangsat gode initiativer. Lad os gøre et forsøg og løsne op for den situation, vi lige nu befinder os i.