Troværdigheden i Venstre

23. oktober 2020, 13.43

people with empty chat bubbles

VENSTREBALLADE Havde Silkeborg stadig haft sin egen revy, ville det i år ikke have skortet på materiale til nogle fantastiske numre i år - Venstre, Fredberg-sagen, byggeboom etc.

Min første tanke, da jeg læste om den famøse afstemning, var, at det har været nogle overmodige unge, som i en sen og formentlig overrislet nattetime har fundet på en måde til at kuppe afstemningen på, så de kunne få valgt deres egen favorit som folketingskandidat.

Ungdommeligt overmod, som gjorde at de ikke fik tænkt konsekvenserne igennem overhovedet. Forsøget på svindlen har fremstået så utroligt amatøragtigt, at man næsten kunne have tilgivet de unge og blot givet dem en ordentlig balle og en gedigen lektion i demokratiets spilleregler.

Men det, der gør sagen absurd, er eksklusionen af Gitte Willumsen. Hun insisterede og fik ret i, at der var blevet fusket med medlemslisten. Hvis Venstre i stedet åbent og ærligt havde erkendt det skete, havde Gitte Willumsen i dag været folketingskandidat og stadig været en del at Venstres byrådsgruppe, og sagen havde været lukket udadtil.

Jeg synes, Venstre har behandlet Gitte ualmindeligt dårligt.

Hun havde jo ret og blev alligevel smidt ud.

»Hun var for skinger«. Her røg jeg godt nok direkte tilbage i tiden: kvinder som forsøgte at råbe op om sandheden, var hysteriske kvinder med skingre stemmer.

Svesken på disken, Venstre, så kan I få lukket sagen.