Neurocentret hædres for sin brug af hunde

Får pris af Dyrenes Beskyttelse for at fremme forståelsen for den positive effekt, dyr kan have på mennesker

18. november 2019, 13.56

Prisen Årets Brobygger blev modtaget af Anne Bjerre (t.h.) og Chris Hartmann, hvis hunde flere gange om ugen hjælper patienter på Hammel Neurocenter. Foto: Dyrenes Beskyttelse.

HAMMEL Den islandske fårehund Gaia er en højt værdsat »medarbejder« på Hammel Neurocenter.

Sammen med sin ejer Anne Bjerre besøger den centret to gange om ugen - og i disse dage kan Gaia gå med stolt løftet halespids.

For den og to andre terapihunde - og deres ejere - er årsagen til, at Hammel Neurocenter netop har modtaget en særlig hæder fra Dyrenes Beskyttelse.

Baggrunden er, at neurocentret siden 2014 har haft tilknyttet hunde til genoptræning af sine hjerneskadede patienter.

For en våd hundesnude og en blød pels kan noget særligt - deriblandt give en hjerneskadet person en glæde og ro, som er meget nyttig i genoptræningen.

Hammel Neurocenter har været nytænkende i brugen af terapihunde og for sin indsats er centret netop blev hædret med en særlig pris af Dyrenes Beskyttelse - »Årets Brobygger«.

- Årets Brobygger nomineres hvert år til en kandidat, der fremmer forståelsen for eller udbredelsen af den positive effekt, dyr kan have for mennesker. Derfor er vi rigtig glade for, at prisen er gået til Hammel Neurocenter, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Glæde og pusterum

På Neurocentret har tre hunde deres daglige gang og indgår i genoptræningen af patienter med hjerneskader.

Det kan være alt fra optræning af sprog og bevægelse, til blot at åbne øjnene.

Fælles for patienterne er, at samværet med hundene giver dem en ro, som de ikke kan få gennem anden træning.

- Der er altid et træningsformål med at komme her, men hundenes tilstedeværelse kan give en glæde og et pusterum for mange af patienterne, siger ergoterapeut Inge Himmelstrup Hansen, Hammel Neurocenter.

Og netop denne blanding af træning og generel glæde ved samvær med hundene er grunden til at Hammel Neurocenter har fået prisen.

Dyrenes Beskyttelse har siden 1960 uddelt priser til mennesker, der leverer en særlig indsats for dyrene.

Udover at Neurocentret er kåret som Årets Brobygger, er hædersprisen Årets Dyreven 2019 tildelt dyrlæge Inga Stamphøj , mens prisen Årets Frontløber 2019 er tildelt Naturli’ Foods, der fremstiller plantebaserede fødevarer.

Anne Bjerre med sin islandske fårehund Gaia, som siden 2014 har været en højt værdsat medarbejder i genoptræningen på Hammel Neurocenter.