Silkeborg-rytter udgik i længe ventet debut

Mathias Norsgaard Jørgensen fik endelig lov til at køre for sit nye hold Movistar

4. august 2020, 09.07

Cykelrytteren Mathias Norsgaard måtte opgive at fuldføre sit første World Tour-løb. Foto: Jakob Stigsen Andersen

CYKLING Ni måneder efter sit alvorlige benbrud kunne Mathias Norsgaard Jørgensen mandag endelig debutere for sit nye hold Movistar.

Den 23-årige Silkeborg-rytter stillede op til Gran Trittico Lombardo, der var hans første World Tour-løb nogensinde.

Men løbet blev præget af et voldsomt uvejr, og Mathias Norsgaard måtte opgive at fuldføre.

- Jeg var helt færdig. Selvom der var over 90 ryttere, som blev pillet ud, så er det aldrig sjovt. Det var jeg lidt ked af. Jeg tror godt, jeg kunne have gennemført, hvis det havde været almindeligt vejr, men sådan er spillets regler, siger Silkeborg-drengen til TV2 Sport.

Han lægger ikke skjul på, at han var meget nervøs op til den længe ventede debut på Movistar-holdet.

Mathias Norsgaard Jørgensen har nemlig været igennem et langt og kompliceret genoptræningsforløb efter sin alvorlige benbrud. Det pådrog han sig, da han blev påkørt på en træningstur nær Girona, hvor han bor.

Onsdag skal han efter planen køre Milano-Torino.