15 cykler stjålet fra cykelbutik

11. januar 2021, 09.54

Politiet har indtil videre ikke sigtet nogen for tyveriet. Foto: Martin Ballund

HAMMEL Cykelforretningen Fri Bikeshop i Hammel har i weekenden været udsat for indbrud.

»Nu er detailhandlen jo lukket ned, så hvis I skulle få tilbudt billige nye cykler en af de næste par dage, så har jeg haft natligt besøg og mistet 15 cykler. Er der nogle, der har set eller hørt noget mellem klokken 2.20 og 3.00 natten mellem lørdag og søndag, vil politiet gerne høre om det,« skriver indehaver Jacob Veller på cykelforretningens Facebook-side.

Tyvene skaffede sig adgang til butikken ved at knuse en rude, oplyser Østjyllands Politi.

- Vi havde en patrulje på stedet for at sikre spor, men det har ikke ledt til nogen gerningsmand indtil videre, siger Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi. BEC