Dagens smittetal: Seks mere er testet positive

14. august 2020, 14.03

Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

SILKEBORG I løbet af det seneste døgn er yderligere seks testet positive for coronavirus i Silkeborg Kommune. Det viser den daglige opdatering af tallene.

Det betyder, at 39 i løbet af de seneste syv dage er testet positive i Silkeborg Kommune.

Dermed går det den forkerte vej med smittetallene i Silkeborg, efter at der i går kun blev konstateret to smittede. Silkeborg er således stadig - set pr. indbygger - den kommune, som er næstværst ramt af coronasmitte. Men flere kommuner omkring København nærmer sig tallene fra Silkeborg.

Aarhus er stadig værst ramt med næsten 100 smittede pr. 100.000 indbyggere. Silkeborg har 41,4. I Aarhus er antallet af smittede det seneste døgn steget med 71. Til gengæld er man ved at have styr på smitten i Ringsted, hvor smitten var koncentreret omkring det lokale slagteri.

I Silkeborg Kommune holder antallet af testede sig på et højt niveau. Det seneste døgn har 838 fået en vatpind i halsen.

Det er værd at notere, at Skanderborg det seneste døgn har haft fire smittede. Til gengæld har der ingen været i Farvrskov Kommune.

De næste smittetal fra Silkeborg bliver først offentliggjort på mandag. I sidste weekend blev 24 testet positive. Det tal »forsvinder« fra statistikken over smittede set over de seneste sys døgn med mandagens tal.

Højt tal på landsplan

På landsplan er der registreret 165 nye smittetilfælde. Antallet af indlagte stiger med 1 til 14. Der er ingen nye dødsfald.

Antallet af nye smittetilfælde er det næsthøjeste antal på én dag, som er registreret siden slutningen af april.

Tallet skal dog - når man sammenligner med tallene i starten af udbruddet - ses i lyset af, at der bliver testet langt flere i dag end i foråret.

I starten af coronapandemien var der restriktioner på, hvem der kunne blive testet. Det er blevet lempet over flere gange, og i dag kan alle få en coronatest.

Det seneste døgn alene er der kommet prøvesvar fra 22.029 personer.