Leder: Frivillige, skrottede vacciner er en fejl

4. maj 2021, 13.00

Foto: Martin Ballund

Som udgangspunkt er det godt med et frit valg.

Og det er formentlig den overordnede tanke bag politikernes beslutning i går om, at de skrottede vacciner, Astra-Zeneca og Johnson & Johnson, bliver frivillige. Desuden er det ikke en rar tanke at skulle skrotte flere millioner vacciner, som vil sikre, at mange flere hurtigere bliver immune overfor den sygdom, der i over et år har hærget verden. Dertil skal siges, at risikoen for alvorlige bivirkninger med både Astra-Zeneca og Johnson & Johnson er forsvindende lille. Alligevel bør de ikke være frivillige.

Desuden er der tale om ganske få ugers ekstra ventetid på den vaccine, som sundhedsmyndighederne ikke har valgt fra - Pfizer. ... Det giver ikke mening at sætte gang i en større proces med frivillige vacciner på grund af nogle få uger.

Brian Holst i dagens leder

Det er grundlæggende forkert, at der sprøjtes noget ind i kroppen på unge mennesker, når risikoen for bivirkninger ikke opvejer fordelene ved at blive vaccineret mod sygdommen - unge bliver yderst sjældent alvorligt syge af corona.

Det er forståeligt, at det er tillokkende at lade sig stikke. Guleroden forude kan være muligheden for igen at komme ud at rejse og slippe for de adskillige podninger i næse og svælg, der er adgangsbilletten til mere frihed og fest og farver. Men når det i højere grad er guleroden, der lokker, end frygten for at blive syg af corona, er der noget galt. Så kan man med rette betvivle, om der reelt er tale om et frit valg.

Desuden er der tale om ganske få ugers ekstra ventetid på den vaccine, som sundhedsmyndighederne ikke har valgt fra - Pfizer. Sundhedsstyrelsen opdaterede mandag vaccinekalenderen, så unge mellem 25 og 39 år skal vente op til fire uger ekstra, før de bliver vaccineret.

Det giver ikke mening at sætte gang i en større proces med frivillige vacciner på grund af nogle få uger. Særligt fordi private vaccinationsklinikker nu skal inddrages i processen og stå for vaccinationerne samtidig med, at borgeren skal have en »individuel lægelig konsultation og ordination« forud for vaccinen. Man skal nemlig være helt sikker på, hvad det er, man går ind til. Det koster resurser.

Konsultationen vil uden tvivl få nogen til at »trække stikket«, og mange af dem, der vælger at få stikket, vil få mindre bivirkninger, som der ofte er ved vaccinationer. Det vil ikke være underligt, hvis der opstår en bekymring for, om det nu er en blodprop, der er på vej. Dermed bliver sundhedsvæsenet sat yderligere under pres i en tid med et i forvejen presset sundhedsvæsen.

Læs også
Etisk Råd-formand: Coronapas presser folk i deres vaccinevalg

Frit valg er godt. Men når det gælder et lægemiddel, er det mest rigtigt, at det er Sundhedsstyrelsen, der bestemmer, hvad danskerne skal have adgang til. En frivillige ordning med skrottede vacciner er et fejlskud.

Indlæser debat...