Robert Skov udtaget til U21 landsholdet - Dolberg er ikke med

Superliga topscoreren og Sejs-drengen Robert Skov er med, når Danmarks U21-landshold tager hul på EM-slutrunden i Italien

21. maj 2019, 15.15

Robert Skov. Her i en kamp for Silkeborg IF mod AGF. Foto: Jakob Stigsen Andersen

sejs-svejbæk Der venter højest sandsynligt den tidligere Silkeborg IF spiller, Robert Skov, en tur til U21 slutrunden i Italien, der begynder om knap en måned.

I dag udtog Niels Frederiksen bruttotruppen, der omfatter FCK-spilleren Robert Skov. Han er et brandvarmt navn i øjeblikket - også på den internationale scene - med sine 28 Superliga mål. Til gengæld blev der - som ventet - ikke plads til Ajax-spilleren og Voel-drengen, Kasper Dolberg.

Danmark møder i det indledende gruppespil Tyskland, Østrig og Serbien.

Niels Frederiksen har i første omgang udtaget en bruttotrup på 26 mand. Tre spillere skal sorteres fra inden landsholdet rejser til Italien.