Midtjyske Meninger: Den regnbuefarvede fodbold

24. juni 2021, 12.39

Foto: Martin Ballund

Det er virkelig interessant at følge diskussion om, hvorvidt et stadion skal hyldes i regnbuefarver eller ej her under EM i fodbold.

Nu kan jeg godt i denne lukkede kreds sige, at jeg nok ikke er den store foldboldnørd, og det egentlig ikke interesserer mig synderligt. Men først falder Eriksen om med hjertestop, og de »hårde« drenge fortæller åbenhjertigt og tydelig berørt om deres fælles takling af situationen, hvor både psykologer og fællesskab har været nøglen til bearbejdelse, som den største selvfølgelighed, og ikke mindst taler de om det som den største selvfølgelighed.

Skift bolden ud med en regnbuefarvet. Det her er et fælles europæisk anliggende og en værdikamp, der er værd at kæmpe for

Charlotte Rune Nissen

Dernæst de seneste dages udvikling om regnbuelys eller ej. Er det politisk eller medmenneskeligt at sætte regnbuelys på et stadion, som en kommentar til Ungarns nedladende politik overfor homoseksuelle, der tilsyneladende f.eks ikke må undervise børn og unge?

Startskuddet lød, da den tyske landsholdskaptajn, Manuel Neuer, skiftede sit anførerarmbind ud med et i regnbuefarver. Ifølge Uefa var armbindet ikke politisk, men et udtryk for diversitet og »for en god sag«.

Faktisk er det sådan, at allerede i maj måned spurgte det tyske fodboldforbund Uefa, om det var muligt at oplyse Alliance Arena i regnbuefarver, og da svarede Uefa, at de ikke måtte. Det gjorde de på baggrund af en tidligere landsholdsspillers historie, hvor han fortalte, at han ikke turde springe ud som bøsse, mens han stadig spillede fodbold.

Det resulterede i en bølge i Tyskland mod homofobi.

Den danske landsholdstræner Kasper Hjulmand er også uenig med Uefa’s beslutning, og har faktisk nogle helt gode betragtninger i denne sag:

»Det er ting, der forhåbentligt kan gøre, at vi forhåbentligt kan få en bedre verden med vores børn, når de vokser op. Og det er noget, vi alle sammen er enige om, så man skal ikke kalde det et politisk statement. Det synes jeg er forkert. Jeg synes, det tyske fodboldhold skal hyldes for det, de gør.

- Regnbuefarven hylder diversiteten, og at vi alle er lige. Det har intet med politik at gøre, så jeg hylder, at Manuel Neuer, det tyske landshold og Bundesligaen er gode til at tage socialt ansvar. Det har intet med politik at gøre, siger Kasper Hjulmand.«

Regnbuefarverne er et kendt symbol for mangfoldighed og antidiskrimination. Generelle værdier, som alle lande i Europa (på nær Belarus) har tilsluttet sig blandt andet gennem den europæiske menneskerettighedskonvention.

- Det er dermed ikke et særligt politisk signal, men et fælles europæisk værdigrundlag, der flages, og derfor kan det ikke være noget problem, at de tyske værter i München ønsker at indhylle Allianz Arena i regnbuefarver.

Skift bolden ud med en regnbuefarvet. Det her er et fælles europæisk anliggende og en værdikamp, der er værd at kæmpe for.

Godt brølt - og god kamp.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.