Fårvang er ubesejret på hjemmebane

Efter weekendens sejr på 5-3 mod Stjær har Fårvang ikke tabt en hjemmekamp i et år

Udgivet:26. september 2022, 12.35

Læsetid:1 minut

Kasper Lemming er her sluppet fri og sendte kort efter bolden i nettet.  Foto: Jeanette Handlos Lundholm

Af Markus Kirk Kjeldsen
sport@midtjyllandsavis.dk

FODBOLD Der var spænding til det sidste minut, da Fårvang sejrede 5-3 hjemme mod Stjær B. Men hjemmeholdet kom godt fra land, og fik hurtigt bragt sig foran.

- Vi lagde friskt ud og havde let ved at komme til chancer, og der gik også kun seks minutter før Kasper Lemming efter et flot gennembrud bragte os foran med 1-0. Efter lidt tilfældigheder udbyggede Kenneth Sørensen føringen til 2-0, siger tidligere formand for Fårvang, Ole Frandsen.

Stjær kæmpede sig herefter tilbage i kampen, og udlignede hurtigt, men Fårvang svarede igen.

- Vi satte os tungt på spillet i anden halvleg, og kom foran med 4-2, men Stjær reducerede til 4-3. Dog lukkede Kasper Lemming kampen til 5-3, da han efter et flot løb snød hele Stjær-forsvaret, siger Ole Frandsen.

Sejren betyder, at Fårvang med 11 sejre og tre uafgjorte kampe har været ubesejret på hjemmebane i et år.

Serie 2, mænd:

Fårvang IF - Stjær B 5-3 (2-2)

Målscorere: 1-0 Kasper Lemming, 2-0 Kenneth Bilde-Sørensen, 3-2 og 4-2 Mathias Nielsen, 5-3 Kasper Lemming

Indlæser debat