USA's mand i Haiti kvitter jobbet i protest over hjemsendelser

USA's behandling af migranter fra Haiti er umenneskelig, siger amerikansk diplomat i kontant afskedssalut.

24. september 2021, 04.04

Tusindvis af migranter, deriblandt haitianere, har samlet sig i en lejr i Mexico nær grænsen til USA. Her sorterer to kvinder genbrugstøj.

WASHINGTON D.C. USA's særlige udsending til Haiti forlader posten i protest mod de amerikanske myndigheders hjemsendelser af haitianske migranter fra en lejr nær grænsen mellem USA og Mexico.

- Jeg vil ikke sættes i forbindelse med USA's umenneskelige og negative beslutning om at deportere tusindvis af haitianske flygtninge og illegale immigranter til Haiti, skriver den særlige udsending, Daniel Foote, i et fratrædelsesbrev, der er stilet til den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken.

Tusindvis af migranter fra Latinamerika og Caribien har i flere uger været samlet i en lejr nær grænsen i håb om at få opholdstilladelse i USA, men for mange haitianere er den drøm knust.

Over 1400 er indtil videre blevet sat på et fly hjem til Haiti, der er det fattigste land på den vestlige halvkugle.

Uroligheder og politisk ustabilitet har de seneste uger forværret Haitis i forvejen store problemer.

I august blev landets præsident dræbt af en gruppe mænd, senere var et jordskælv årsag til død og ødelæggelser, og oveni det hærger kriminelle bander i gaderne.

Derfor vil det gøre ondt værre at sende migranter tilbage til Haiti, mener Daniel Foote.

- Flere (hjemsendte, red.) flygtninge vil skabe endnu mere desperation og kriminalitet, skriver han.

- Fastlåst i fattigdom kan befolkningen simpelthen ikke hjælpe de tusindvis af tvangshjemsendte migranter, som mangler mad, husly og penge, uden at det skaber yderligere menneskelige tragedier, der kunne undgås.

Hovedparten af de 1400 haitianere, som præsident Joe Bidens administration foreløbig har sat på et fly til Haiti, har i flere år opholdt sig i Sydamerika, før de begav sig ud på færden mod USA's grænse i håb om at få asyl.

Ifølge FN-organisationen Unicef udgør kvinder og børn to tredjedele af de hjemsendte.

- Når børn og familier sendes tilbage uden tilstrækkelig beskyttelse, vil de være endnu mere sårbare over for vold, fattigdom og fordrivelse - de forhold, der i sin tid fik dem til at migrere, lyder det fra organisationen.

Yderligere seks fly fra USA med hjemsendte skulle efter planen lande torsdag lokal tid i Port-au-Prince, hovedstaden i Haiti.

Daniel Foote forlader jobbet som særlig udsending, bare to måneder efter at han blev udnævnt.

/ritzau/AFP