Første tilgang: SIF henter ung OB-spiller

19-årige Anders Klynge skifter til SIF på en tre-årig kontrakt

3. august 2020, 10.00

Anders Klynge. Foto: SIF

FODBOLD Silkeborg IF har sommerens første tilgang på plads.

Superliganedrykkerne skrev mandag formiddag kontrakt med den 19-årige midtbanespiller Anders Klynge, der kommer til klubben fra OB på en fri transfer.

Han har skrevet under på en tre-årig aftale med Silkeborg IF.

- Anders Klynge er en spiller, der passer godt ind i SIFs spillestil. Han er en god pasningsspiller og har gode relationelle færdigheder, og så dækker han fire midtbanepladser. Vi tror på ham i konkurrencen om at spille med om pladserne på SIFs hold i NordicBet Ligaen, siger sportschef Jesper Stüker.

Anders Klynge kom mod slutningen af den afsluttede sæson ind omkring førsteholdet i OB, hvor det blev til seks kampe. Blandt andet fik han fuld tid klubben i gruppespillets sidste kamp, da SIF vandt 3-1 i Odense. Han var også med til at vinde U19 Ligaen for OB i den seneste sæson.

Anders Klynge glæder sig over, at hans skifte til SIF er faldet på plads.

- Silkeborg er et sted, jeg har hørt mange gode ting om. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben, og jeg synes, at de spiller noget rigtig godt og flot fodbold, som passer til mig. Det var ikke en svær beslutning at vælge Silkeborg, og det er noget, som jeg glæder mig meget til, siger den 19-årige fynbo, der har fået sin fodboldopdragelse i OB og dermed står overfor en helt ny udfordring i karrieren.

- Det er selvfølgelig noget, som man skal vænne sig til. Nu har jeg været der i rigtig mange år, men jeg glæder mig bare til at komme herop og møde mine nye holdkammerater, og så spille en masse kampe, og forhåbentlig vinde en masse sejre, siger Anders Klynge.

Mens SIF mandag tager hul på træningen, møder Anders Klynge først ind i sin nye klub om en uge, da han endnu ikke har haft tid til at holde ferie.