Ny Thorsørevy i vente - rig på krænkelser

Der arbejdes på højtryk op til premieren 25. oktober

12. oktober 2019, 14.01

I neonlampens skær i skumle omgivelser yderst på Aidt Mark mødes revyholdet for at få årets forestilling på plads. Fra venstre er det Jens Bramer, Hans-Jørgen Madsen, Niels Bramer, Tanja Mortensen, Lene Scoop og Bent Rasmussen. Nete Ring Sørensen og Mette Abrahamsen er også med holdet.

THORSØ Årets Thorsørevy vil være rig på krænkelser.

Det er, hvad revyholdet foreløbig vil afsløre om program og indhold. Men så er publikum da advaret - eller måske ekstra fristet.

Der arbejdes i øjeblikket på højtryk for at blive klar til premieren i Thorsø Pavillon 25. oktober, og der er en del flyvske bolde i luften.

- Vi sorterer vittigheder, som de sorterer affald på genbrugspladsen i Hvorslev, så der er en vis risiko for, at der vil være pointer, der ender det forkerte sted, fortæller Jens Bramer, der med harmonika og myndig stemme forsøger at holde øveaftenerne på ret kurs.

Det er, pointerer han, en opgave, der kræver sin mand.

- Det humper lidt med de nye, vi har fået med i år, siger Jens Bramer med henvisning til Hans-Jørgen Madsen, der er eneste debutant.

- Ja, nu har jeg været nævnt i revyen de seneste tre år, så nu er jeg nødt til selv at være med for at få lidt styr på det, replicerer Hans-Jørgen Madsen.

Landmænd søger kærlighed

I revyen vil der være en del landmænd, der søger kærlighed, og desuden vil der være spændende møder med både lokale og internationale statsmænd og koryfæer.

Revyen opføres 25. og 26. oktober, og der startes begge aftener med spisning. Billetterne er til salg hos Meny i Thorsø.