Ligaklub henter Bjerringbros bomber

Højrebacken Louise Søndergaard skifter til sommer til Viborg HK

Udgivet:18. januar 2023, 11.43

Læsetid:2 minutter

Louise Søndergaard er lige nu topscorer i 1. division. Foto: Martin Ballund

Michael Helligsø
Sportsjournalist| mih@midtjyllandsavis.dk

HÅNDBOLD Hele 107 mål i 13 kampe har Louise Søndergaard i denne sæson banket i nettet for Bjerringbro FH i kvindernes 1. division.

Til sommer er det dog slut med at score i den blå BFH-trøje, for den 22-årige højreback skifter fra næste sæson til Viborg HK.

Hun har skrevet under på en toårig kontrakt med ligaklubben.

- For mange er Louise Søndergaard et ubeskrevet blad – for os der agerer i håndboldverdenen, er hun alt andet end det, siger Ole Bitsch, der fra næste sæson er ny cheftræner i Viborg HK.

- Det er en spiller, som jeg har jagtet igennem en årrække, så jeg er enormt glad for og stolt af, at det er lykkes Viborg HK at trække hende til klubben, siger træneren til Viborg HK’s hjemmeside.

Ole Bitsch ser et stort potentiale i BFH’eren, der er topscorer i 1. division.

- Hun er en rasende dygtig angrebsspiller med et godt skud, et fint overblik og en god fysik i forhold til at vinde duellerne. Det er en spiller, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med, og som jeg har store forventninger til.

- Det er længe siden, at hun voksede ud af 1. division, og når det er sagt, forventer jeg selvfølgelig stadig, at hun lige skal vænne sig til ligaen, for selvfølgelig er der forskel - men hun er vanvittig dygtigt, så jeg tror, at vi lige har tegnet kontrakt med en kommende profil i ligaen, siger han.

Louise Søndergaard har spillet i Bjerringbro siden 2017 - kun afbrudt af en enkelt sæson i svenske Skövde. Tidligere har hun spillet ungdomshåndbold i Randers HK.

- Jeg ser frem til at træde et niveau op, selvom jeg har været meget glad for min tid i Bjerringbro, er jeg sikker på, at tidspunktet er det rigtige.

- Jeg har ikke tidligere følt mig klar til ligaen, men jeg har nu fået lagt lag på mit spil og tilegnet mig mere rutine, og derfor skal det være nu, siger hun.

Indlæser debat