Hospital skal igennem ny sparerunde

16. august 2019, 06.29

Foto: Jens Anker Tvedebrink

SILKEBORG Regionshospitalet i Silkeborg skal igennem en ny sparerunde, hvor der skal findes 8 mio. kr.

Der skal spares i alt 50 millioner fordelt på Hospitalsenhed Midts afdelinger og centre i Silkeborg, Viborg og hammel.

Sidste år var hospitalerne også igennem en sparerunde på 68 mio. kr.

Allerede i juni var det fremme, at der ventede en sparerunde mere, men nu er besparelserne blevet fordelt.

Om besparelsen på 50 mio. kr. siger hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen til Viborg Stifts Folkeblad.

- Det er ud af en samlet økonomi på cirka 2,4 milliarder kroner, men der er ingen tvivl om, at det er en stor opgave at finde besparelser for 50 millioner kroner. Ikke mindst når vi året forinden var gennem en stor sparerunde.

I den kommende tid får alle de berørte afdelinger mulighed for at komme med forslag til at afbøde virkningerne af sparekravet, men der vil blive nedlagt stillinger, vurderer han.