Forsvarschefen skal have helhedsansvar

12. april 2021, 12.27

DETAILSTYRING Forsvarschefen (FC) er general og øverstbefalende for Danmarks væbnede styrker. En af FC mest centrale opgaver er at give politikerne militærfaglige råd og anbefalinger. Desuden er FC ansvarlig for opstilling af forsvarets operative kapaciteter.

Vi har med den nuværende socialdemokratiske forsvarsminister desværre set en række eksempler, der viser, hvor skadeligt det er, når en minister detailstyrer forsvaret og kontrollere forsvarschefen og hans kommunikation meget nøje. Det kan i sidste ende præge det militærfaglige beslutningsgrundlag og politisere forsvarschefens rolle. Det er dybt uhensigtsmæssigt, og det skal der laves om på.

Venstre foreslår at give forsvarschefen helhedsansvaret for den overordnede planlægning, økonomistyring og ressourceallokering af forsvaret tilbage. Det forsvandt i 2013, da et rødt flertal under den daværende socialdemokratiske regering, ændrede på Forsvarets organisering, hvilket var en betydelig svækkelse af forsvarschefen - men en styrkelse af Forsvarsministeriets departement.

Venstre ønsker at give FC helhedsansvaret for Forsvaret tilbage. Herunder ansvaret for de ressourcer, der er afgørende for at levere de operative kapaciteter. Vi har brug for at have en FC, der kan give et helstøbt, objektivt og selvstændigt militærfagligt råd uden at blive set over skulderen af forsvarsministeren, som det er tilfældet i dag.

Indlæser debat...