Alt for voldsomme trafikchikaner i Gjern

14. juni 2019, 14.08

BUMP Ved Gjern skole har der i årevis været trafikchikaner med helleanlæg, banesving og torontolys. Faktisk mener jeg det virker fornuftigt - stærkt fartdæmpende, og med god sikkerhed for skolebørnene.

Men nu er der lagt yderligere stærkt generende plader på vejbanen. Disse plader giver - hvad enten man kører 5 - 15 - eller 25 km/timen over disse et meget ubehageligt stød eller nærmest et slag i undervogn og fjedre. Det kan ikke passe, at det skal være sådan!

Vi ønsker alle sikre skoleveje for børnene. Men der findes mere moderate løsninger. På Karolinelundsvej er der to meget elegante vejbuler, ved passage af dem mærkes en blidt vuggende gennemkørsel, samtidig med at man reducere sin hastighed betydeligt. Var det ikke en ide at erstatte de pålagte plader med sådanne »buler«? Det pålagte er en urimelighed.

Samtidig kunne alle forældre jo anmodes om, ved instruktion på stedet, at fortælle deres afkom, hvordan man opfører sig i trafikken det pågældende sted. Evt en sag for politiet og skolen selv.

Indtil videre kører jeg udenom, ad Skovvejen/Karolinelundsvej.

Hele dette tiltag - med pladerne - er nok lidt overdrevet, i alt er der vel fire-fem måder at komme til skolen på.