DET ER DIT VALG - KV21

Byrådet er en fælles arbejdsplads

3. december 2021, 11.58

SAMARBEJDE Det kan måske godt være lidt svært at forstå, at byrådet gentagne gange de seneste mange år har været i stand til at lave meget brede konstitueringer, hvor der er plads til alle partier, på trods af, at der er et flertal til enten de røde partier eller de blå, altså de borgerlige. Måske særligt i lyset af en netop overstået valgkamp, hvor partierne har bekriget hinanden, sådan som vi netop har set det i den seneste.

Forklaringen er egentlig helt indlysende. Ganske vist repræsenterer de 31 medlemmer af Silkeborg byråd en række ret forskellige partier, men når de er blevet valgt til byrådet for en fireårig periode, så er de på en fælles arbejdsplads. Og så handler det billedligt talt, som på enhver anden arbejdsplads, om at skabe resultater og få tingene til at fungere. Jeg tvivler på, at uenigheden i byrådet er ret meget større end på alle andre arbejdspladser.

Men i det daglige, praktiske arbejde i de enkelte fagudvalg søger man fælles løsninger. Og der er ikke - måske til ærgrelse for visse - særlig meget partipolitik i et byrådsarbejde

Jørn Rye Rasmussen (SF)

Man kan også sige, at de 31 byrådsmedlemmer mere eller mindre har de samme »kunder«, der alle forventer, at byrådet skaber gode resultater. Det er ikke sådan, at jeg ikke mener, at der er forskel på partierne. Det kommer jo også til udtryk i konkrete sager. Men i det daglige, praktiske arbejde i de enkelte fagudvalg søger man fælles løsninger. Og der er ikke - måske til ærgrelse for visse - særlig meget partipolitik i et byrådsarbejde. Det handler meget mere om tillid til hinandens motiver. Resultaterne kommer af evnen og viljen til samarbejde, ofte på tværs af traditionelle partiskel.

Jeg er godt tilfreds med, at byrådet endnu en gang har været i stand til at lave en bred konstituering, hvor der ganske vist var flertal for en ny socialdemokratisk borgmester, til afløser for en Venstre-borgmester, men hvor der samtidig i aftalen blev plads til alle partier på både formandsposter og i fagudvalgene. Det lever helt op til den model, som jeg i al ubeskedenhed sammen med daværende borgmester Jørn Würtz udformede i forbindelse med den dramatiske konstituering efter valget i 2001, hvor S og SF gjorde den konservative Jens Erik Jørgensen til borgmester, men hvor magten samtidig blev delt midt over, så alle partier fik formandsposter, og man dermed sikrede et meget bredt og forpligtende samarbejde de følgende 4 år.

Sådan har byrådet gjort efter alle valg lige siden, også efter at den nye storkommune blev dannet i 2007. Det har kendetegnet Silkeborg byråd gennem mange år, at der er et bredt samarbejde og ikke store stridigheder og ævl og kævl. Tidligere var der politiske kræfter uden for byrådet, der lidt spydigt talte om »Det forenede byrådsparti«. Det er forstummet de senere år, og jeg mener egentlig også, at byrådet skal tage det som et cadeau. Jeg ønsker det nye byråd held og lykke med arbejdet på den fælles arbejdsplads!

Indlæser debat