Corona-status: Syv smittede i Silkeborg - ny rekord i antal test

25. februar 2021, 14.16

SILKEBORG Fra onsdag til torsdag blev syv personer testet positive for coronavirus i Silkeborg Kommune. Det er en mere end i går.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det betyder, at antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge (incidenstallet) er faldet til 75. Men Silkeborg er stadig den kommune i Region Midtjylland med flest smittede set i forhold til indbyggertallet.

På tredjepladsen i regionen finder man i øvrigt nabokommunen Ikast-Brande, hvor afgangseleverne på mandag får lov til at komme tilbage, ligesom kommunens efterskoler får lov til at åbne.

I Silkeborg sætter antallet af test igen rekord. Den seneste uge er der således foretaget 11.403 PCR-test (vatpind i halsen).

Antallet af vaccinationer stiger støt og roligt. 6114 i Silkeborg Kommune er nu vaccineret. Heraf er halvdelen færdigvaccineret. Det svarer til at andelen af vaccinerede nu er 6,4 procent.

På landsplan er der det seneste døgn fundet 603 tilfælde med corona, oplyser SSI.

Det er det højeste antal nysmittede i fire uger. Tallet skal dog ses på baggrund af, at antallet af testede er det højeste i år.

148.538 prøver er det seneste døgn blevet analyseret. Positivprocenten er på 0,41.

Antallet af indlagte er faldet med tre til 235. 6 personer er døde.