
1 måned siden
CT-SCANNING Alle kan se det, men ingen gør noget!
Vi taler om lavdosis CT-scanning kontra røntgen.
Indtil 2019 var Silkeborg Sygehus det sted, hvor man opdagede flest lungekræfttilfælde i det tidlige stadium. Region Midt, med Anders Kühnau i spidsen, fik stoppet fremgangsmåden med begrundelser, der senere er blevet pure afvist. Så skulle man jo tro, at lavdosis CT ville blive indført igen, alene på grund af de fremragende resultater.
Men her fik Sundhedsstyrelsen stukket en kæp i hjulet på grund af manglende videnskabelige undersøgelser (som regionen fik stoppet på grund af manglende bevillinger). I stedet skal alle patienter med selv svage symptomer på kræft henvises til højdosis CT-scanning, hvilket alle ved at der hverken er penge eller kapacitet til.
Hospitalsledelsen i Hospitalsenhed Midt (Viborg og Silkeborg) oplyser, at der fra 2020 er der sket en markant stigning af lungekræftpatienter, der henvises til stråler. Det sker normalt kun, når en operation ikke er mulig.
Det er imidlertid kun på Silkeborg Sygehus, der nu er sket denne pludselig store stigning. Så er det jo ikke raketvidenskab at finde årsagen, for røntgen overser jo 25 procent af lungekræft. Men der sker jo ingenting!
En ansvarlig regionsrådsformand, direktionen og hospitalsledelsen burde jo gribe ind omgående og forsøge at overbevise Sundhedsstyrelsen om den fatale situation.
Som almindelige borgere kan vi jo heller ikke bare læne os tilbage og vide, at lungekræftpatienter i massevis risikerer at dø, fordi deres sygdom ikke bliver opdaget i tide. Derfor sender vi også dette brev til sundhedsminister Sophie Løhde, sundhedsordførerne i Folketinget, sundhedsudvalget i Region Midt, Sundhedsstyrelsen, patientklagenævnet og politikerne i Silkeborg Kommune.
Der må vel for pokker være nogle fornuftige mennesker iblandt.
Indlæser debat