Rotary samlede unge i Silkeborg

Det er snart rejsedag for mange unge, der enten skal på et års udveksling eller hjem fra Danmark

Udgivet:30. april 2019, 07.57

Læsetid:2 minutter

80 unge var samlet til træf på Langsøskolen. Nogle rejser snart hjem, mens andre skal et år til udlandet. Foto: Rotary

Kenneth Husum
Journalist| husum@midtjyllandsavis.dk

4 år siden

SILKEBORG 80 nuværende og kommende Rotary udvekslingsstudenter var i weekenden samlet på Langsøskolen i Silkeborg.

De 33 var danske udvekslingsstudenter, som til august spredes til 12 forskellige oversøiske lande og de 35 var udenlandske udvekslingsstudenter, som kom til Danmark i august sidste år. Herudover var der 12 tidligere udvekslingsstudenter, som har en vigtig opgave i at forberede de kommende udvekslingsstudenter.

Samlet udveksler Rotary i Danmark cirka 180 udvekslingsstudenter med et tilsvarende antal fra oversøiske lande.

De 80 unge, der var samlet på Langsøskolen, kom fra det Rotary Distrikt, som Silkeborg er en del af.

De tre Rotary klubber i Silkeborg sender hvert år tre unge mellem 15-17 år fra Silkeborg Kommune på et helt års udvekslingsophold i et oversøisk land og tager tilsvarende imod tre unge mellen 15-17 år, som er udsendt fra en Rotary klub i et oversøisk land.

En af deltagerne var Freja Møller fra Laven, der er 16 år, når hun til august udsendes af Silkeborg Rotary Klub på et års udvekslingsophold i Chile.

Hun var glad for at møde andre unge, der enten selv kommer fra Sydamerika eller lige som hende snart skal rejse dertil. Hun venter spændt på at høre fra Rotary klubben, som tager imod hende og fra de tre værtsfamilier, som hun skal bo hos i løbet af året. Når man bliver udsendt af Rotary som udvekslingsstudent, så skal man også være værtsfamilie for en af de oversøiske udvekslingsstudenter, som kommer til Danmark. Hun glæder sig til at være vært, når hun kommer hjem, og dermed få en ny søster eller bror og nye relationer ud i verdenen.

For andre er det etårige ophold snart overstået. Ketkanok Thongnim, kaldet Eve, 16 år, er udvekslingsstudent fra Thailand, hvor hun bor i en mellemstor by Mueang, Hun kom til Danmark i august 2018 og bor nu hos sin tredje værtsfamilie her i Silkeborg. Hun synes, det har været svært at lære dansk, men efter godt et halvt år fik hun brudt »koden« og taler nu rigtig fint dansk. Hun nyder at være i Danmark, og selvom hun savner sin familie og Thailand, så savner hun ikke den varme, som hun kommer retur til, når hun i slutningen af juni rejser hjem.

Danske Unge, der gerne vil et år til udlandet på udveksling, skal søge de tre lokale Rotary klubber i maj/juni året før, de gerne vil af sted - typisk mens de går i 8. klasse. De tre klubber samarbejder om udvælgelsen.