Medie: Dolberg er smittet med coronavirus

17. september 2020, 21.21

Kasper Dolberg skiftede til Nice fra Ajax i sommeren 2019. (Arkivfoto) Eric Gaillard/Reuters

KØBENHAVN. Ifølge den franske avis Le Parisien er den danske landsholdsangriber blevet smittet med coronavirus.

Kasper Dolberg er en af tre Nice-spillere, der er blevet smittet med coronavirus.

Det mener den franske avis Le Parisien at vide.

Den danske landsholdsangriber står dermed til at misse sæsonens hidtil største opgør for Nice, når Paris Saint-Germain søndag venter i den franske liga, Ligue 1.

Dolberg samt holdkammeraterne Alexis Claude-Maurice og Stanley Nsoki er angiveligt blevet sendt i karantæne.

Den 22-årige danske angriber har fået en god start på sæsonen med to mål i tre kampe for Nice.

For nylig var han med fra start i begge Danmarks kampe i Nations League.