Målvogter blev afgørende for Silkeborg-Voel

Og så var den tidligere landsholdsspiler Ann Grete Nørgaard sikkerheden selv på otte straffekast

15. oktober 2021, 21.44

Stine Bonde blev afgørende med seks redninger på 10 skud, da Silkeborg-Voel vandt i Ringkøbing. Foto: Jakob Stigsen Andersen

HÅNDBOLD Det holdt hårdt, men det lykkedes med de sidste kraftanstrengelser for Silkeborg-Voel at vinde 26-24 ude over oprykkerne fra Ringkøbing, der var bagud 12-14 ved pausen.

Efter en ukoncentreret start spillede Silkeborg-Voel sig op i midten af første halvleg, og det lignede en sikker sejr på udebane.

Billedet ændrede sig imidlertid i anden halvleg, hvor flere af de grønblusede spillere stod i kø i kampen om at have den største afbrænder, og pludselig var hjemmeholdet ikke bare med i kampen, men også foran en overgang med et enkelt mål.

Efter 12 minutters spil af anden halvleg blev Stine Bonde sendt på mål i stedet for Filippa Idéhn, der faldt sammen med et svagt forsvar.

Efter en lidt løs start viste Stine Bonde storspil med en redningsprocent på 60 - imponerende.

Det samme kan siges om den tidligere landsholdsfløj Ann Grete Nørgaard, der scorede ni mål. Heraf otte på otte straffekast i en hektisk udekamp.

I de sidste fem minutter viste Silkeborg-Voels forsvar endelig styrke de sidste fem minutter, og trods en skidt kamp med alt for mange afbrændere viste Sofie Bæk Andersen også i slutfasen mental styrke og format ved at score det vigtige mål til 24-26.

- En sindssyg vigtig sejr, sagde træner Jakob Andresen lettet efter kampen.

Indlæser debat