Midtjyske Meninger: Jeg er sgu nok ved at blive gammel

6. august 2020, 12.52

Jeg ved ikke, om der er en eller anden magisk grænse for, hvornår det begynder at gå op for én, at man er ved at være gammel? Det er nok også meget individuelt. Nogle ser ud til at lukke øjnene for det, mens andre er det fra de er unge.

I hvert fald er det så småt ved at gå op for mig. Det er flere små opmærksomheder, der peger på, at man nok er ved at træde ind i de gran voksnes rækker.

Årsagerne behøver ikke nødvendigvis være hverken ømme knæ, eller at folk begynder at spørge, om man har fået afbleget håret i ferien. Det behøver heller ikke være fordi man allerede HAR indkøbt Voltaren Gel, eller fordi man overvejer, om Vitaepro måske er sagen. Overordnet set tror jeg, at åbenbaringen om at ældes kommer udefra mere end indefra. Fra ens eget perspektiv ældes man jo ikke rigtig. Når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg da også stadig en ung mand. Ganske vist lidt mere lyshåret end tidligere, men stadig en ung mand. Det kalder min søde nabo mig også, så det er vel rigtigt.

Men hvad er det så, der giver én den begyndende følelse af alderdom?

Det er for eksempel når man skal gøre mig umage med de referencer man kaster om sig med. For eksempel er Carl Lewis ikke længere et specielt godt kort at spille, hvis man skal tale om OL- højdepunkter i personalerummet. På trods af at være eneste dansker der er kåret til Europas bedste, så er Allan Simonsen også ude af ligningen. Medmindre man sidder blandt mennesker på fyrre-plus, så er Allan Simonsen hensat til at være ham den bøvede fra Vild med dans- og IKKE et af danmarkshistoriens største fod-boldikoner. Ja man skal gøre sig umage for ikke at lyde gammel- hvis altså man er bange for det.

Det kan også være når man står i tøjbutikken og kigger på en skjorte, som virker helt perfekt i spejlet. I hvert fald indtil man ser det i et andet spejl, som er en 17-årig knægt iført samme skjorte.

Det sætter også en alt for tyk streg under det uundgåelige faktum. Hvor børn og voksne tidligere handlede i forskellige butikker, så handler vi i dag i de samme. Det er heller ikke fair, at børn har råd til at købe samme tøj som os. Vel? Måske er det os gamle der er i benægtelse, eller også er det de unge, der klæder sig opad, og vil være voksne for hurtigt? Jeg vælger naturligvis at tro på sidste - men jeg frygter det første.

Men det er, hvad det er, og det virker patetisk at prøve at undgå det uundgåelige. Det handler vel om at turde sige stop, og være i ro med den og det, man er blevet. Det er ikke kun bedst for det mentale helbred, men er også langt mere tiltalende.

Jeg har altid sagt, at det kun er gamle mennesker der tager hjemmefra i træsko uden hælkap. Ikke desto mindre kan man i morgen møde mig i Rema 1000 i netop dette fodtøj. Det er jeg nu helt i fred med.