Om bolsjer, kortspil og forventninger i ældreplejen

Af Roger Skyum. Beboer på Karolinelundcenteret Gjern

ÆLDREPLEJE Jeg sukker tit over manglende fokus på problemerne i ældreplejen. Torsdag 12. januar var en undtagelse. To artikler i Midtjyllands Avis og et indslag i Tv Avisen om emnet!

Jeg anerkender fuldt ud, at knappe ressourser og manglende personale på vefærdsområdet kan give politikerne hovedpine, anledning til nye tiltag og til overvejelser om ressoursernes brug.

I Silkeborg har man »forbedret » personale-situationen ved at uddele slik og postkort til unge vikar-aspiranter.

Sektionsleder Lene Frost er inde på, at man også må søge at finde og fastholde faste medarbejdere.

Kunne man måske billedlig talt prøve at have nogle bolsjer også til dem?

Der kan være gode personlige grunde til, at man ikke er på fuld tid. Én grund kunne være, at folk med hjertet på rette sted ikke har kræfter til det under de nuværende forhold.

Har man regnet på, hvor mange »årsværk«, der kan indvindes ved at gøre arbejdet for de trofaste mere attraktivt, mere påskønnet og måske lidt bedre lønnet?

Hvad kan der derved spares på vikar-udgifter?

Hvad kan der spares af tid og undgås af fejltagelser, hvis det faste personale ikke ustandselig skal vejlede det løse?

Hvad kan der indvindes til nærvær med beboere, der ellers falder hen og bliver endnu mere plejekrævende?

KL-formand Martin Damm mener ikke, at man skal forvente bedre forhold på plejecentrene, tværtimod. Vi skal være glade, hvis der overhovedet er en ansat til at hjælpe. Han tror ikke, at der bliver »tid til kortspil med beboerne«.

En ret så ufølsom og nærmest nedladende sætning, som han ikke engang selv har lanceret. Den afslører manglende indsigt i, hvad der kan røre sig i ældre, der har mistet pårørende, nære relationer, kompetencer og selvbestemmelse.

Samtidig må man i Jyllands-Posten se en erhvervsmand udtale, at han personligt hellere ville tørres bagi af en robot end af en ansat, han bagefter skal drikke kaffe med. Jeg kan berolige ham med, at det sidste er der nok ikke tid til.

Tv Avisen beretter om et foruroligende overdrevent og unødigt forbrug af anti-psykotisk medicin.

Det sparer de ansatte for tid og kræfter, men har kendte bivirkninger, for eksempel tidlig død. Er vi alt i alt ved at være der, hvor ældre skal rubriceres som restaffald?