Har vi råd til ældreplejen?

Af Roger Skyum. Beboer på Karlolinelundcentret Gjern

FØLELSESLIV Er man som pårørende eller personale i berøring med ældreplejen, véd man også, at vi ældres følelsesliv som regel gradvist ændres til mere tydeligt at give sig til kende. Det skal tages alvorligt.

I gamle dage sagde man, at den ældre var ved at »gå i barndom«. Ikke helt forkert: Vi ældre har ofte igen følelserne siddende »uden på tøjet«. Det skifter hurtigt: Sorg, glæde, munterhed, nedtrykthed, taknemlighed, vrede, agressivitet osv. osv.

Det er en opgave for enhver, der står over for en ældre, at tage bestik af den øjeblikkelige situation og handle derefter. Jeg erkender blankt, at det er vanskeligt, selv for en engageret sosuhjælper/assistent. Men man fornemmer tydeligt på det mest trofaste personale, at når det lykkes, giver det både ekstra arbejdsglæde og følelse af værdi. Man udvikler sig simpelthen som menneske. I den gruppe finder man da også nogle, der ligefrem erklærer, at de elsker deres arbejde.

På plejehjemmene opereres mere eller mindre bevidst med forskellige ing-former, også med den af kommunen højt besungne rehabilitering. Den går ud på at stimulere den ældre fysisk og mentalt til at vedligeholde eller genskabe kompetencer, herunder kompetencen til at udtrykke sig.

Der er også kompensering, der har til formål i nødvendigt omfang at afhjælpe den ældres mangler. Det kan ofte være manglen til - og manglende mod til - klart at kunne udtrykke sig til andre, ikke mindst »opad« i systemet. Den ældre har med andre ord brug for et andet menneske som »talerør«.

Ikke sjældent bruges med held afledning til at få os på andre, måske mere positive tanker, for eksempel om gode barndomsoplevelser.

Pacificering er sjældent åbent omtalt, men bruges på forskellig vis til at berolige den ældre - og ind imellem til at have mindst muligt besvær med vedkommende? Der findes flere metoder til at pacificere ældre. Én af de mest effektive er at placere dem foran en konstant kørende tv-skærm, hvorved man nok uforvarende medvirker til at slukke deres livsgnist. Det kunne være spændende at lave en opgørelse over, hvor meget hver af disse ing-former fylder i hverdagen.

Er der i disse sparetider overhovedet råd til også at beskæftige sig med de hermed forbundne »bløde værdier«? SOSU Østjylland udbyder for eksempel i kursusprogrammet et 3-dages kursus, der hedder mentalisering. Det er måske lidt et modeord, men går i sin bedste udformning ud på, at kursisten gøres mere bevidst om egen og andres følelsesmæssige udstråling, reaktion og bagved liggende årsag. Skulle man måske oftere tilbyde kurser og opfølgning af den art til nyere, engageret personale? Har vi råd? Har vi råd til at lade være?

Det kunne være en god investering at gøre det til et helt selvfølgeligt personalegode for de mindre erfarne. Måske kunne såvel beboere som personale opleve større ro og samhørighed, spares for en del mindre rare oplevelser og dæmme op for mere eller mindre åbne konflikter.

Hvem ved? Kunne der derved tiltrækkes mere fast personale og spares tid og kræfter?