To ældre i hjemmeplejen smittet med corona

Hjemmeplejere skal tage en lang række forholdsregler for at forebygge smitte

16. november 2020, 16.57

Foto: Martin Ballund

VOEL To ældre i hjemmeplejen i Voel er testet positive for corona. Begge er sandsynligvis smittet af smittede pårørende. Samtidig er fire medarbejdere i hjemmeplejen med samme indmødested i Voel testet positive for smitte med coronavirus, oplyser Silkeborg Kommune.

Styrelsen for Patientsikkerhed har i tæt samarbejde med Silkeborg Kommune foretaget smitteopsporing, og alle personer, der vurderes at kunne have været i nær kontakt med de smittede, er i isolation. Indtil nu er der ikke flere ældre eller medarbejdere, der er testet positive for smitte.

Ud fra et forsigtighedsprincip har Silkeborg Kommune i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet en række tiltag i hjemmeplejen, som foreløbigt gælder i den kommende uge.

Det betyder, at medarbejderne løbende vil være meget opmærksomme på, hvem der kan have været i nær kontakt til eventuelle nye smittede, så de bliver isoleret og testet. Medarbejderne skal desuden være ekstra opmærksomme på at bære korrekte værnemidler hos borgerne ved personlig pleje. I den kommende uge tager medarbejderne desuden overtrækskitler på ved personlig pleje. Medarbejderne møder på arbejde forskudt, spiser frokost forskudt og er ekstra opmærksom på at holde afstand, når de møder ind. Der vil også være særlig fokus på afspritning af overflader, specielt iPads og computere.

Alle medarbejdere i hjemmeplejen og på plejecentre testes i øjeblikket for smitte hver 14. dag. De løbende test af medarbejderne i Voel er fremrykket i denne uge.

På plejecentret Karolinelundcenteret i Gjern er der godt nyt efter, at der tidligere blev konstateret smitte hos en medarbejder. Efterfølgende er medarbejdere og beboere blevet testet. Alle 42 beboere og ca. 60 medarbejdere er testet negative for smitte i første testrunde.