Det kan byrådet ikke byde de ældre borgere

Udgivet:25. juni 2022, 08.00

Læsetid:2 minutter

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Af Birthe Jørgensen Silkeborg

ÆLDRE Når jeg dykker ned i arkivet, finder jeg denne udtalelse af borgmester Helle Gade (S) til Midtjyllands Avis tidligere på året: »Det går godt i Silkeborg Kommune. Vi har råd til den nuværende velfærd, drift og service. Vi har dog alt for mange ønsker og planer om anlæg, som vi ikke har råd til. Byrådet ønsker desuden et politisk råderum til blandt andet at løfte ældreområdet - og derfor er vi nødt til at prioritere«.

Desværre tegner virkeligheden helt anderledes - for nu lyder budskabet fra rådhuset på Søvej, at der skal prioriteres benhårdt. Økonomien er langt fra så gunstig, som det nye byråd har troet.

Borgmesterens forhåbning om, at byrådet først og fremmest vil prioritere nye daginstitutioner, skoler og plejecentre fremfor andre anlægsopgaver burde være en selvfølge.

Men sker det? Mon politikerne har viljen til at fjerne de meningsløse og forsømte områder - som blandt andet vores ældste borgere møder, når de kommer til den sidste del af livet - på et plejehjem? Skal vi fremadrettet til at tænke i private daginstitutioner, private skoler og friplejehjem?

Jeg skal ikke lægge skjul på en dyb bekymring om hvorvidt de gode hensigter med borgmesterens velfærdskontrakt med borgerne fra valgkampen om et »generelt løft af ældre- og sundhedsområdet« på flere af kommunens plejecentre kan indfries.

Vores familie har haft og har nær tilknytning til et par af plejecentrene og er bestemt ikke imponeret over den måde, hvordan hverdagen fungerer.

Denne iagttagelse er ikke en kritik af medarbejderne, som i udpræget grad lider under personalemangel og arbejdsmæssigt hårdt presset.

Der mangler mange faglærte medarbejdere - og beboerne er frustrerede over de mange vikarer, de møder i deres hverdag. Samtidig med at ledelserne tilsyneladende er belastet af alt for mange bureaukratiske regler. Udtænkt af regnearks-eksperter på rådhuset, så der ikke er tid til det væsentligste: At have ekstra hænder til at yde omsorg og ensartet hjælp, så hverdagen for de ældre beboere bliver stabil og nærværende.

Et af borgmester-partiets egne fæller, den tidligere borgmester Sven Møller Jensen, har som medlem af Seniorrådet i et læserbrev konstateret at der er betydelig risiko for fortsat nedskæringer på velfærden.

Det der foregår i øjeblikket kan hverken medarbejderne på plejehjemmene eller borgerne acceptere. Der mangler handlekraft - og dér svigter byrådspolitikerne deres opgave.

Silkeborg Kommune skulle nødig blive som strudsen, der prøver at gemme sig ved at stikke hovedet i en busk - når den bliver trængt op i en krog.

Indlæser debat