Fællesskab anno 1920 versus 2019

Kære læser! vil du med i bad? Det er ikke noget seksuelt, ikke engang sensuelt men kropsligt, sanseligt og varmt, det er det og så er det i fællesskab med andre. Kom med! Her er historien om en debutants besøg i badeanstalten på Hostrupsgade i Silkeborg. Det blev blandt andet til et møde med et nyt fællesskab

26. marts 2019, 09.34

Foto: Martin Ballund

Ruderne er duggede. Træværket er malet i mange lag, gammelmandsflaskegrøn. Vi må stå i kø for at komme ind. Der er åbenbart flere som trænger til et bad denne fredag aften. Vi venter i det lille fællesrum, det sidste sted inden kønnene skilles. På bordet står en rød Tuborg. Øllen er lige blevet drukket denne febuar aften 2019, men den er lagret siden 1920 ligesom resten af dette sted, badeanstalten i Silkeborg.

Nu bliver det vores tur, og vi bliver budt velkommen af en velplejet mand i slut trediverne måske 40´erne. Min veninde skal have et 12 turs kort, for hun kender stedet, men jeg nøjes med en enkelt tur, jeg skal lige se, hvad det er for noget det her. Nu går vi ind, det vil sige, hvis du er en mand skilles vore veje her for du går ud til højre, men hvis du er en kvinde så kom med mig ind i varmen.

Alting her er malet utrolig mange gange og gjort rent mange, mange flere gange. Her er dr i 99 år kommet hvinende, forventningsfulde, trætte, ømme og møgbeskidte kvinder, som har glædet sig til deres ugentlige bad. Jeg har allerede været i bad engang i dag hjemme i mit eget bad. Hjemme hos os har vi vores eget bad og vores eget toilet. Vi har også vores eget TV, vi har endda to biler, så min mand og jeg ikke behøver at køre sammen.

Vi har to støvsugere, en cykel pr. familiemedlem, en opvaskemaskine, en vaskemaskine og tørretumbler, en rundsav, et par boremaskiner og diverse skærme. Vi har alt det, og meget mere hvilket er dejligt bekvemt og det giver frihed.

Det eneste vi ikke har, det er en græsslåmaskine som virker, derfor er jeg er nød til at spørge min nabo om vi må låne hans. Han er en venlig mand og låner den gerne ud, men jeg kommer lidt i gæld til ham hver gang. Det begrænser min frihed. Til foråret så køber jeg min egen.

På badeanstalten er der terrazzogulv over det hele. Det første rum, vi kommer ind i, er inddelt i kabiner, skillevæggene i træ er malet i en lysere grøn. I kabinerne er der en briks, en hylde en skammel og et lille spejl. Alt sammen i træ fra ca. 1920. Der er fliser, skilte og knagerækker alt sammen snart 100 år gammelt. Kun forhænget af 100 procent polyester har et motiv fra 1980érne. Forhænget har ingen fugtpletter som mit derhjemme. Tænk hvis der var flere end mig som gjorde rent på mit badeværelse.

Her er der en fælles hårtørrer, derhjemme har jeg min egen. Her er der fælles badesandaler - derhjemme har jeg ingen badesandaler men jeg synes også badesandaler er grimme. Her deler vi badesandaler og smitten af fodvorter og andre fællesskabsfølgesygdomme.

Vi klæder os nøgne. Jeg synes, der er nogle ret skønne kvinder her i aften. Store, små, høje, lave, et eller to bryster, kroppe med ar som bevidner kvindernes levede liv. Her er kroppe som er på toppen og kroppe som har været på toppen for nogen tid siden. Kvinderne er alle tilstede i deres krop på en måde, som jeg bliver smitte af. Jeg føler mig som en del af et »sisterhood«. Her er makeuppen taget af og kvindeligheden taget på. Vi går ind i bruseren. Min veninde viser vej for hun har været her mange gange før. Men første gang hun var her, fik hun vist vejen af en anden kvinde. Jeg får straks lyst til selv at invitere en kvinde med herind eller mine børn. Jeg har lyst til at indgå i kæden af kvinder, der viderefører denne tradition, denne kultur.

Jeg kommer ind til bruserne. Her er mulighed for både overskyl, sideskyld og underskyl.

Jeg er nødt til at prøve dem alle. Så går vi i dampbad. Dampen er tæt, meget tæt og vi må efter kort tid gå ud i badekaret med det iskolde vand. Vandstanden i badekaret bliver reguleret af en flydende kobberkugle fra 1920. Det er saa-goned-me koldt. Det giver nærmest hjernefrys, men også mulighed for at kunne omsætte ny varme.

Så prøver vi saunaen. Der bliver stille blandt de opvarmede kvinder, da vi kommer ind og sætter os. Godt mit lange hår indeholder så meget koldt vand fra badekaret, at væggen bliver kølet lidt af inden min ryghud bliver suget ind i de brændende tørre brædder. Efter en lidt tung og halvdoven pause genoptager kvinderne samtalen - de har været på keramikkursus og evaluerer kurset og livet som sådan. Lidt efter går de ud og min veninde og jeg sidder nu alene i saunaen og evaluerer vores mænd. Inden varmen river for meget i mine næsehår går det op for mig, at ordsproget »Der skal en hel landsby til at opdrage et barn« kan overføres på mine ønsker til min mand. Men jeg er kun i tæt relation med min egen mand, jeg er ikke afhængige af andre mænd ,og jeg har heller ikke lyst til at dele min mand med andre. Vi klarer os selv. Ud igen, ned i badekarrets kolde vand. Vi er mange kvinder som på skift har været oppe i badekaret, og selvom der bliver oversvømmelse når vi hurtigt presser vores kroppe deri, så lægger der sig alligevel rester af vores fælles kønshår i vandoverfladen. Jeg overvejer at stoppe med det badekar, det er alligevel lidt for kollektivt til mig. Men heldigvis når jeg frem til at jeg bare kan efterskylle med et brusebad.

Hjemme i mit eget badeværelse er der kun mine eller min families hår i baderisten og det fjerner jeg lige det meste af, inden jeg får gæster.

Vi tager et par ture mere.

På vægen er der et stort fotografi af en badesituation, måske fra 1920. En mand står og masserer en anden mand imens en tredje bruger gymnastikringene. Alle her er sammen om at gå i bad, og det er en oplevelse. Jeg har talt med en mand som har sat et ur op i sit bad. Han har besluttet at et bad tager to minutter Når de to minutter er gået, så er han færdig. Manden med uret mener, at længere bade er spild af tid.

Min veninde har fundet nogle trætrævler, og nu blander vi vores pose med sæbespåner op i en lille plastikbalje med meget varmt vand. Vi er i badets sidste fase. Vi sæber os ind, for til sidst at skrubbe hinanden på ryggen. Jeg bliver aldrig skrubbet på rygge derhjemme, men jeg kan godt lokke min mand til at klø mig på ryggen.

Vi går derfra bløde og lyserøde som babyer. Jeg føler mig meget mere som en ur-kvinde efter dette bad, end jeg gør når jeg træder ud af vores familiebadeværelse derhjemme. Jeg føler fællesskabets kræfter er skrubbet ind i hver eneste celle.

Vi forlader den snart 100 år gamle badeanstalt, går dampende igennem den kolde mørke aften hen til hver vores bil og køre hjem til hver vores badeværelse, vaskemaskine, hårtørrer, computer, håndmikser, blender, ismaskine ... men til sommer så vil jeg igen spørge min nabo om jeg må låne hans græsslåmaskine.

Foto: Martin Ballund
Artiklens forfatter, Bolette Elvstrøm, har haft sin debut i Silkeborgs gamle badeansatalt. Foto: Ulla Skovsbøl