Drømmen blev knust: BSH fik store klø i Portugal

Bjerringbro-Silkeborg blev kørt over af Sporting, og gruppespillet i European League er langt væk

Udgivet:27. september 2022, 22.22

Læsetid:3 minutter

Ludvig Hallbäck og co. blev kørt over af Sporting CP. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Mathias Hove Andersen
Sportsjournalist| maa@midtjyllandsavis.dk

HÅNDBOLD BSH skal bruge et mirakel for at avancere til gruppespillet i European League. Det er status efter den første kvalifikationskamp, hvor Sporting CP sent tirsdag aften vandt med 31-22 i Lissabon.

Cheftræner Patrick Westerholms mandskab får derfor mere end svært ved at vende slagets gang i returkampen, der spilles i Jysk Arena næste tirsdag. Alt tyder på, at Bjerringbro-Silekborg misser et europæisk gruppespil for tredje sæson i træk.

Gæsterne fulgte ellers fint med i indledningen, men et par kiksede indspil til stregen blev straffet i den anden ende, og efter syv minutters spil bragte Sporting sig foran med 4-2. Efterfølgende blev Alexander Lynggaard ramt af kampens første udvisning, og da Peter Balling brændte gæsterne første straffekast øgede portugiserne igen. BSH lavede store fejl i offensiven, og efter 12 minutter så cheftræner Patrick Westerholm sig nødsaget til at tage timeout ved stillingen 6-2.

Umiddelbart efter var det Alexander Lynggaards tur til at brænde fra syvmeteren, men gæsterne red stormen af. Efter et kvarter satte Peter Balling en stopper for den danske scoringstørke, der havde varet godt 10 minutter, da BSH-backen reducerede til 6-3 med et flot skud, der sad helt oppe i korgen. Gode redninger fra Johan Sjöstrand var også med til at sende Bjerringbro-Silkeborg tilbage i opgøret, og efter et kontraløb kunne René Toft bringe Sportings føring ned på to mål.

Hjemmeholdet fik hurtigt fordoblet føringen igen, men BSH bevarede fatningen og kæmpede sig tilbage med hjælp fra indskiftede Emil Jessen, der fik en kortvarig succesoplevelse i offensiven. Med godt fem minutter tilbage af første halvleg var det Sporting, der måtte tage timeout, da forspringet var blevet bragt ned på 9-8. Med et enkelt minut tilbage på uret missede Sporting muligheden for at etablere en ny tremålsføring, da Johan Sjöstrand snuppede et straffekast, men BSH formåede ikke reducere, og ved pausen var portugiserne foran med 10-8.

Værterne åbnede anden halvleg med en scoring, men ellers var det BSH, der kom bedst ud fra omklædningsrummet. Først reducerede Mads Kjeldgaard, inden indskiftede August Fridén lynede fra fløjen, og da Johan Sjöstrand snuppede endnu et straffekast, fik Bjerringbro-Silkeborg muligheden for at udligne. Det lykkedes dog ikke, og endnu en gang formåede Sporting at trække fra og slå et nyt hul til 16-12. Denne gang lykkedes det ikke at stoppe blødningen, og i tiden 38.50 måtte BSH tage timeout ved stillingen 18-12.

Problemerne blev ikke mindre, da Johan Sjöstrand, der havde stået med en redningsprocent på 39, blev ramt af en sjælden udvisning. Men Mikkel Løkvist blev straks noteret for en redning, og da René Toft Hansen fremprovokerede en angrebsfejl kunne Patrick Boldsen reducere til 19-15 på et kontraløb. Men comebacket blev hurtigt afvist, og med 12 minutter tilbage på uret bragte portugiserne sig foran med otte mål ved stillingen 24-16.

Derfra handlede det kun om at begrænse nederlagets størrelse. 10 minutter før tid tog BSH timeout, og gæsterne satsede ved at spille syv mod seks, men det taktiske træk mislykkedes, og Sporting bragte sig i stedet foran med 26-16. Da slutsignalet lød, stod der 31-22 på måltavlen, og dermed er Bjerringbro-Silkeborgs europæiske eventyr nærmest forbi, inden det kom i gang.

Indlæser debat