Politisk Parentes: Ned på knæ!

Udgivet:21. januar 2023, 08.00

Læsetid:5 minutter

Af Ejv Bjørnkjær. debat@midtjyllandsavis.dk

Der var meget, vi gik op i i Stue 1 i Karkirurgisk Afdeling på det sygehus, jeg lige har frekventeret.

Men der var et enkelt emne, vi overhovedet ikke gik op i:

Store Bededag!

Vi var optaget af, hvornår stuegangen nåede frem til vores stue, så vi kunne få at vide om vi var døden nær. Vi var også optaget af, hvor længe vi skulle blive ved med at vælge mellem de samme retter på menukortet.

Den slags interesserede os.

Vi var også optaget af, hvordan blodtrykket udviklede sig fra time til time – for der var ikke mange timer, hvor vi ikke fik det målt.

Og blodsukkeret, naturligvis. For de sukkersyge. Og temperaturen, for alle andre ...

Det var faktisk noget af det første, de tjekkede – efter at rengøringsholdet havde vækket os om morgenen ved fem-tiden. Før en hærskare af Sosu’er og sygeplejersker og læger kastede sig over os med alle deres piller. Fulgt af dem, der ville vide, hvad vi ville have til morgenmad. Selv om morgenmad – og enhver anden form for mad – hang os langt ud af halsen ...

Selv fik jeg så mange piller at det sagtens gjorde det ud for et helt måltid!

Som nævnt: Vi havde altså nok at interessere os for.

Men debatten om Store Bededag fandt ikke vej ind på Stue 1, Karkirurgisk afdeling!

Så var der jo også det med peristaltikken! Ikke noget, vi går op i til daglig – men på et sygehus er det Alfa og Omega.

»Hvornår har du sidst haft afføring?«

»Er maven kommet i gang?«

Egentlig må det vel siges at være emner, der burde høre privatlivet til. Men ikke på Stue 1 på Karkirurgisk Afdeling! Alle ved, at en operation i fuld narkose, fulgt af antibiotika og smertestillende piller sætter maven i stå, og derfor er temaet vigtigt.

Og vi fulgte interesseret med, ikke bare i vore egne bevægelser i tarmsystemet, men også i, hvad der foregik i nabosengene.

Så helt ærligt: Hvordan i alverden skulle vi få tid til at beskæftige os med noget så ligegyldigt som Store Bededag?

Vi var strengt taget taknemlige for at vi overhovedet var i live – og måske med lidt held befriet for nogle af vore mange skavanker.

Så skidt med en fridag eller to. Der var jo allerede røget en hel stribe, mens vi lå her og skrantede ...

Så set fra min seng i Stue 1, Karkirurgisk afdeling, forekom den ophidsede diskussion om afskaffelsen af Store Bededag altså at være det mest ligegyldige emne i denne verden, som man kunne spilde sin tid på!

Men ude omkring i resten af verden (altså den, der lå uden for Karkirurgisk afdelings Stue 1) handlede (så vidt jeg forstod, da jeg var løsladt fra hospitalet) alting om den bededag!

Der var krig i Europa, der var pandemier, der trængte sig på med endnu en omgang. Der var inflationen, der rasede, og der var i det hele taget ikke det, der ikke var galt!

Sågar verdensfreden stod på spil.

Men intet af alt dette kunne hamle op med interessen for en fridag, der var i fare for at falde bort ...

Sært! En enkelt, elendig fridag ud af jeg ved ikke hvor mange. Vi har fri på lørdage og søndage (de udgør i sig selv over hundrede af årets normalt 365 dage), hvortil kommer de rigtige helligdage, dvs. julen, påsken, pinsen og alle de andre (hvor dagene jævnligt falder sådan at vi bliver snydt for en fridag, fordi kalenderen vil det sådan. Det ærgrer os hver gang, det sker, men vi går da ikke bananas af den grund.

Så er der ferierne – det er rigtig mange fridage. Og sådan kunne jeg blive ved.

Kalenderen er med andre ord fuld af fridage!

Hvorfor så al den ballade, fordi en enkelt truer med at falde bort?

For verdensfredens skyld.

Eller for samfundsøkonomien, hvad man nu foretrækker ...

Jeg er i den lyksalige situation at jeg har lagt det såkaldte arbejdsmarked bag mig, så jeg kan strengt taget være ligeglad og holde bededagsfri som det passer mig. Eller lade være.

Men jeg ved det godt: Intet går i den grad danskerne på som når nogen vil gribe ind i »velerhvervede rettigheder«.

Så »arbejdsmarkedets parter« rasede!

Over truslen om at regeringen vil stjæle bededagen fra dem ...

Nuvel, det er vel også det, man har »arbejdsmarkedets parter« til. At rase.

Men de var ikke alene om det. Blandt de første til at protestere var landets biskopper!

For det var jo ikke bare en fridag, der blev tyvstjålet. Det var en HELLIGDAG!

Det var oven i købet en helligdag, hvor vi plejer at lægge konfirmationerne (selv om den intet har med dem at gøre.)

Og hvor vi plejer at spise varme hveder!

Jeg indser alvoren. Og tør knapt nævne muligheden af at man anbringer de konfirmationer på en anden dag. En helt almindelig søndag, for eksempel. Som vi har et halvt hundrede stykker af.

Så kunne man spise varme hveder om lørdagen ...

Bisperne blev hastigt fulgt op af en fremtrædende politiker, der meldte sig ud af sit parti i raseri! Hun har heller ikke været i aviserne længe, så man forstår hende.

På den anden side: Hvornår har nogen set hende – og alle de knarvorne biskopper – ligge der (på muslimsk vis) og bede. For at fejre den gode, gamle Store Bededag? Som ingen – og slet ikke »arbejdsmarkedets parter« - i virkeligheden aner, hvad er – bortset fra at den vist nok er halvkatolsk ...

Så ned på knæ, bisper! Og ned på knæ, Birthe! Og ned på knæ, Lizette – og resten af arbejdsmarkedets parter ...

Indlæser debat